3 måneder er jo også en slags tid

Jeg har lige sagt op. Ja. Jeg ved det. Min karriere i pensionsbranchen varede kun 3 måneder.

Siden jeg havde min første dag på arbejde, har jeg ville skrive om det. Dele lidt af min hverdag på 9. sal, men når jeg satte mig til tasterne, kom der intet. Intet nyt fra pensionsfronten. Jeg havde brug for, at tiden lige frøs et øjeblik, så jeg kunne indfange situationen, vende og dreje den, for at analysere, hvordan det egentlig gik. Tiden frøs ikke, men alligevel har mine fingre nu ramt tastaturet for at fortælle lidt om mit første møde med det Australske arbejdsmarked.

Omstillingsparat - tjek

I mine første to måneder havde jeg været allerede været i tre forskellige teams, haft tre forskellige chefer med tre forskellige ideer om, hvad jeg skulle arbejde med. Været igennem én stor og to små organisatoriske omstruktureringer.

Jeg vil selv sige, at jeg efter en flytning fra København til Brisbane og 1,5 år i Australien med tre små børn, har opøvet en hvis form for tilpasningsdygtighed eller omstillingsparathed (eller indsæt selv management floskel her), og det fik jeg virkelig sat i spil.

Måske endda mere end hvad godt var, for da jeg mødte ejeren af et lille UX konsulenthus til et meetup, og hun nævnte, at hun manglede en ny UX Researcher, så var jeg ret omstillingsparat. En kaffeaftale, en frokost og et besøg senere fik jeg tilbudt et job, som jeg tog. UX konsulent – deltid og i Brisbanes bedste bydel, West End. Mit nye sted, Peak Usability er et mindre sted med spændende projekter - og dygtige og hyggelige mennesker. Af bitter erfaring tør jeg næsten ikke sige det, men jeg tror det er lige noget for mig.

Åh, arbejde

Nåja, for lige at komme tilbage til livet de sidste tre måneder med arbejde i Australien. Jeg må uanset, hvad der er sket, bare sige, at det er ret fantastisk at komme i gang med at løse nogle problemer, der ikke involver børn eller sved.

Så sent som i dag fik jeg et slags emotional flash back til min tid som mor på fuld tid med minimum 2 unger omkring mig 24/7. Og jeg konstaterede bare, at jeg faktisk er mere i balance og mere glad nu. 3 dages arbejde, hvor ungerne er i institution/fritter og 2 dage, hvor de er sammen med mig. Og jeg kan lide det. Det er lidt af et mind shift at lave mellem arbejdsdage og børnedage, men jeg føler lidt, at jeg får det bedste af to verdener. Okay, når der har været meget travlt på arbejdet, har det ikke altid været fedt, men det må jeg vist vænne mig til nu, for der kommer til at være meget mere kog i gryderne det nye sted.

Jakob og mig snakker ret meget om, hvordan vi gerne vil leve og prøver os frem med, hvad der fungerer. Vi er ret bevidste om, at livet er NU, at Australien er Nu og at vores børn er små NU. Og jeg må sige, at jeg føler en vis tilfredsstillelse over at have taget et intentionelt valg om at gå efter en deltidsmodel, - og at det faktisk lykkedes at få det. Det giver luft i hverdagen og lidt mere overskud til weekendture.

Jeg husker altid på min svigerfar, der sagde noget i retning af:

Tag det roligt. Når I bliver gamle ser i tilbage på de få år i havde børn og fatter ikke, hvorfor I havde så travlt.

Selvom det er lidt floskel agtigt, har han jo ret. Jeg regner med at blive ret gammel, og så er det virkelig en lille procentdel af vores liv, vi har små børn. Og sikkert en endnu mindre procentdel af vores liv, vi bor i det her vilde land.

Lige nu er den god, hverdagen altså.

Sidebemærkning: hernede betaler man en urimelig høj sum for institutionspladser - som er på dagsbasis. At vi har skulle skrive ungerne op til specifikke dage fremfor en fuldtidsplads, som i Danmark, har også gjort at vi har overvejet, hvordan vi får mest ud af det - med børn, økonomi, livsglæde, samvær, nærvær etc. Systemet er faktisk indrettet sådan, at man ikke får vildt meget ud af at arbejde mere end tre dage, hvis man skal betale institution. Det har så helt andre konsekvenser, rent kønsrollemæssigt, men den tager vi en anden dag!

Replay

Okay. For lige at komme tilbage til min tid i pensionskassen. Her følger et lynhurtigt og groft recap af begivenhederne (dem jeg ikke har selv-censureret ud).

Hele den første måned brugte jeg på at være oppe og køre over jobbet og alle de projekter vi skulle i gang med. Som del af en ny digital afdeling skulle vi indføre nye udviklingsprocesser og skabe nye digitale produkter med udgangspunkt i kundernes behov og livsstadier. Jeg havde glædet mig sindssygt meget, særligt fordi afdelingens Head of, var god. Hun havde en track record for at skabe high performance teams, var en en god people manager med forståelse for familieliv og med en plan for, hvordan vi skulle skabe nye services funderet i kundebehov. Damn, man kan lægge mange forventninger ind i en stilling, som måske- måske ikke - afspejler den virkelighed man kommer til at operere i. Det har jeg i hvert fald lært.

Min første uge startede med en kop kaffe kl. 10. Ugen sluttede med en opsigelse fra afdelingens Head of. Tomrum. Hvad fanden foregår der?

Så jeg fik et nyt team og en ny chef.

Nogle uger senere stod den på omstruktureringer og optimering af biksen. Min nye chef blev afskediget, og det meste af vores team blev rykket til IT delivery og operations. Tilsyneladende resultatet af lidt længeregående fnidder (underdrivelse) mellem IT og den digitale afdeling over, hvordan vi skulle udvikle, og hvilke produkter, der skulle udvikles og af hvem (agilt, eksperimenterende, fokus på user experience eller vandfaldsmodel, forudbestemte løsninger, fokus på leverance). Så kan man jo spekulere i udfaldet af det clash :-)

Så jeg fik et nyt team og en ny chef igen.

Min (nu tidligere) kollega opsummerede det meget godt:

When I look back at this time of my career, I reckon this will be the edge case.

Spøg til side. På trods af alt, måske endda på grund af alt, har det været nogle fede måneder, - jeg har lært mere om organisational behaviour end man kan på noget kursus. Og tro mig, jeg har været på kursus i det. Har mødt nogle virkelig sjove personligheder. Og var jeg ikke startet her, havde jeg aldrig mødt min nye chef, som kender min oprindelige chef, der vist nok også havde en finger med i spillet. Og hey, tre måneder er jo også en slags tid.