De 7 små dogmer

Hverdagsfølelsen

De sidste par uger har været anderledes. Ikke sådan set udefra, men min hverdagsfølelse har været en anden. Lidt kortere lunte, lidt for mange tanker, timer og bekymringer brugt på arbejde. Og logistikken med børn og arrangementer har lige taget et nøk op samtidig. Ungerne er brugt op her sidst på skoleåret, så der skal ekstra kærlighed og tålmodighed til. Én uge tilbage af skole og arbejde, og så er det sommerferie (aka længe ventet juleferie i Danmark).

Nå, men det fik mig til at tænke på, at jeg rent faktisk sjældent har det sådan. Faktisk har jeg vænnet mig til at have en hverdag, hvor der er utrolig lidt at brokke sig over - eller stresse over. Masser af almindelige ting at ordne og problemer at løse (alt andet ville være kedeligt), og samtidig mere tid til hinanden som familie.

Dogmer & værdier

Men det fik mig egentlig også til at reflektere over, hvilke dogmer eller værdier, vi lever efter. For de er der jo - værdierne - men for det meste praktiserer vi dem mere end vi sætter ord på dem.

For mig er værdier nemlig super praktiske - noget der kommer til udtryk i det vi gør, og måden vi gør ting på mere end det er idealer, som jeg ville stille mig op på ølkassen og argumentere for i en tale. Engang var det omvendt. Alt var politisk og enten godt eller skidt, og jeg argumenterede på en måde, der kun splittede vandene mere - måske for at retfærddiggøre mig selv. Mine kanter er i den grad blevet slebet, og det rigtige, rodede liv med masser af kompromiser og gråzoner har haft en god inflydelse på den attitude.

Det har været interessant at sætte ord på dem. Så her kommer de:

Dogme 1: Tre års horisonten

Når vi lægger fremtidsplaner er det ofte med horisont på tre år. Det virker som en overskuelig tidshorisont der gør, at beslutningen ikke føles for overvældende. 3 år er kort nok til at kunne overskue risikoen i sit valg, men alligevel lang nok tid til at føle man forpligter sig.

Når vi flytter tilbage til Danmark tror jeg også det bliver med en mental tidshorisont på 3 år. Dermed ikke sagt, at vi bliver længere eller for evigt, men det gør ligesom beslutning nemmere at tage (længe leve psykologi!). Tre-år-ad-gangen reglen. Jeg kan lide dens energi.

For at give et eksempel:

Jeg lytter lige nu til The Barefoot Investor som lydbog. Et kæmpehit af en bog - anbefaler den virkelig. Han er en jordbunden Australsk Farmer og investor, der taler om personlig økonomi på en måde så alle kan være med. Og jeg ser fornuften at ditche korrupte banker, sikre sig og få styr på sin pension. En af hans pointer er: køb et hus! For guds skyld: Køb nu det hus, så du kan sikre din familie og have en base i mange år fremad. Det kan jeg virkelig godt se... men al hans snak om sikkerhed, forudsigelighed og stoltheden over at eje et hjem, frister mig på ingen måde pt. Jeg kan få koldsved af at tænke på at eje noget, der binder mig 20 år frem i tiden (mentalt, that is). Meget koldt sved.

Da lejligheden på Vesterbro blev for lille, fik vi også lidt pres over tanken om at 'slå os ned'.

At bo i Australien i "2-3 år" virkede som en bedre mulighed med mere energi. God tidshorisont, den perfekte udskydelse af beslutningen om at "slå sig ned" samt tilpas med ubekendte til at det kunne blive en interessant oplevelse.

Dogme 2: At planlægge lige præcis nok til stadig at blive overrasket

Da jeg læste i USA i 2007 brugte jeg sygt lang tid på at finde et kollektiv jeg kunne bo i... mange timer! Jeg havde en klar ide om, at det ville være et godt move at indgå i et dagligt fællesskab med 'rigtige amerikanere', så jeg ikke endte med kun at hænge ud med andre udvekslingsstuderende.

Dét vegetariske kollektiv (med udsigt til Stillehavet - fra taget af skuret altså) var totalt hærget, men det var aldrig kedeligt. Eller forudsigeligt. Mega genialt boligvalg.

Stemningsbilleder (ja, det var sgu ret 1970'er):

At sætte sig selv i scene til at opleve handler jo egentlig bare om at give sig selv en nogenlunde forudsigelig ramme eller base, hvorfra man kan lære en masse uforudsigelige ting om sig selv, andre eller verden. Det kunne også være en uge på højskole. Eller at melde sig til et AOF hold. Det kunne også være at få det hus! Eller flytte til en eller anden by i verden som man ikke kender (hypotetisk). Eller planlægge en tur rundt i Australien (også helt hypotetisk...) Det giver alt sammen nye perspektiver, og holder én i live.

Dogme 3: Elsk det du får (som en hund der elsker sin ejer)

Jeg har det stramt med brok. Især den energisugende version over småting, der i det store og hele ikke betyder så skidemeget. Ja, rimelig specielt at vælge at blive mor så, kan man tænke... for jeg har lige beskrevet: børn!

Faktisk er der resourcestærke, i-lands voksne, der virkelig beklager sig over småting... (indrømmet også mig selv til tider, det er ikke kønt). Jeg bliver så træt. Jeg tror det handler så meget om, hvor man sætter sit forventningsniveau. Hvis man ikke har de største forveninger og specifikke forestillinger om, hvordan noget skal være, bliver man langt sjældnere skuffet!

Jeg husker tit mig selv på at slippe mine forestillinger om hvordan dagen, en tur, en rejse, et hus, børn og mand skal være og istedet tænke, at det man har er THE BOMB. Også selvom det måske ikke altid er. Det er sgu da godt at være taknemmelig og elske det man har, eller det der kommer ens vej (idioter og psykopater undtaget!), istedet for at se hullerne i osten. Det kan endda være befriende at nyde den energi, der kommer ud af at grave sig fri af det lort, der unægteligt lander på en i ny og næ.

Det grønne hus var the bomb

Da vi flyttede ind i det hus, som vi bor i nu, grinede vi af os selv og blev enige om, at det lille grønne hus faktik var noget værre lort, og at der måske var lidt for mange kakkelakker (!), at tremmer for vinduerne måske ikke var det hyggeligste, at 2 værelser måske var i underkanten til 5 personer plus op til 5 gæster. Men for filern, vi elskede det hus!


Jeg tror det var fordi vi havde ret lave forventninger, da vi flyttede. Vi havde ikke set det på forhånd, men havde bare lejet det i et halvt år. Halløj. Fra vi fik nøglen dagen efter vi landede elskede jeg det hus. Vi boede i et hus! Uden underboer og så endda med mere plads end i lejligheden i København. Vi havde en have! Vores lille grønne hus var perfekt! God charme og jeg blev ligefrem rimelig rutineret i at klappe kakkelakker med en klip klap. Jeg så ingen huller i osten. Overhovedet.

Elsk de venner du får

Huset er bare ét eksempel. Det gælder også venner. Jeg havde bevidst nedtonet forventninger til at få venner her - alt var en bonus. Jeg er overbevist om, at hvis man er i en ny kontekst, så er det bare med at elske dem man får, istedet for at have alt for specifikke forestillinger om de mennesker man vil hænge ud med. I sidste ende skal man nok finde de folk, der giver en energi og en skulder at græde på. Også selvom det ikke var de 'typer' man havde forestillet sig.

Dogme 4: Livet er i hverdagen

Nu bliver det hele lidt oplevelses of rejsefokuseret, men jeg tror egentlig forudsætningen for at tage nye oplevelser ind, er der er en god hverdag. En hverdag, der har nærvær, tryghed, overraskelser og rutiner. Og slåskampe. Når jeg tænker over det, har vi ret mange rutiner, som vi prøver ikke at afvige alt for meget fra. Rimelig banale ting. Alt fra at vi spiser sammen og venter på hinanden til at jo ældre man er, jo længere må man være oppe. Fredag er slik og film aften. Man må arbejde for sine lommepenge og få løn og ansvar efter sin alder. Skærmtid er efter 17 og ikke hver dag i hverdagen og morgenflimmer er ok i weekenden. I den dur. De dage eller uger, hvor rutinerne skrider, skrider humøret og overskudet også. Hverdagen er livet. Den SKAL være god og fuld af dagligdagsting, som gør os glade. Det må være en værdi til listen.

Dogme 5: Beslutning for dagen

Jeg kan godt lide at have en plan for dagen, særligt weekenden. Sådan: "okay, lad os aftale om vi laver noget idag eller bliver hjemme", for at dagen ikke bare går uden man har en ide om, hvad den skal bruges på. Jeg kan lide, at vi har talt om det og taget et intentionelt valg om, hvad vi gør: "Okay, fedt, så er vi hjemme". Så kan jeg slappe af i at det er det vi gør... og få ordnet det vasketøj (så vi kan komme på tur dagen efter). Eller måske beslutter at lade lortet flyde, fordi vi VIL på en dagstur. Jeg lyder virkelig lidt OCD agtig på det her punkt, og måske er det bare mig, haha. Anyway! Jeg synes nu det gør en forskel at tage en beslutning om ens fælles dag som familie.

Dogme 6: Sammen som familie

Vi er ret meget sammen som familie, ikke 'vi hjemmeskoler vores børn og er alle sammen hjemme 24/7' men bare sådan mere 'vi har ikke så meget familie eller en stor vennekreds vi hele tiden er sammen med og til arrangementer med så det frigiver en masse tid til bare at være os".

De fleste weekender har vi et blankt canvas og kan beslutte, hvad vi vil - der er selvfølgelig lige cricket og børnefødselsdage i ny og næ, men i forhold til da vi boede i Danmark, har vi meget mere tid sammen - bare os. Vores kalender er ikke fyldt ud med arrangementer, familiefødselsdage og kaffe aftaler. Det er der selvklart en masse indbygget savn i, men det har også sin frihed.

Jeg kan huske følelsen af at 'booke' aftaler med mine veninder 3 måneder ud i fremtiden, hvor vi så kunne mødes til en kaffe. Shit. Alle - inklusiv mig selv - var booket op. Det er jeg færdig med. Jeg vil gøre en dyd ud af aldrig at fylde mine weekender op, for istedet at skabe plads til spontane beslutninger og aftaler. Hvis alle var lidt mere uplanlagte, kunne man meget lettere bare ses. Jeg har fundet ud af, at jeg trives meget godt med dag-til-dag aftaler og 'stikker du ikke bare hovedet forbi' - fremfor alt for mange logistiske kalenderøvelser.

Dogme 7: Deltid - at skrue lidt ned

At jeg arbejder 3 dage om ugen og er sammen med Ruth og henter drengene tidligt fra skole de andre dage, er det bedste jeg har gjort for min livskvalitet og vores unger. Jeg elsker det. Altså, jeg kan også føle mig utilstrækkelig på flere fronter til tider, - som fx. i de her uger - men i det store hele føler jeg, at vores hverdag har mere luft og fleksibilitet end jeg før har prøvet. Og det er rart.

Okay, nu blev det en tour de force igennem en masse praksis eksempler og værdier og minder.

...Men er det vigtigt?

Der er ingen tvivl om, at mine forestillinger om, hvordan et godt liv ser ud har ændret sig en del efter at have opholdt mig uden for Danmarks grænser i snart 3 år. Jeg har fået skærpet, hvad jeg værdsætter og vil arbejde for, og hvad jeg bare skal lade fare.

"Men er det vigtigt??" siger Jakob tit. "Faktisk...Faktisk ikke", svarer jeg tit. For shit, hvor er der mange ikke-særligt-vigtige ting, man kan spilde energi og bekymringer på.

KH Sophie

PS: Jeg vil elske at høre jeres tanker her eller der!