At blive hauswifet på Fars Dag

Det er fars dag på fredag. Alt er godt! Jakob skal hen og spise morgenmad i Frodes klasse og hygge med alle unger og med-fædre.

Dem der læste min beretning fra mors dag husker måske mine klaustrofobiske fornemmelser over hele iscenesættelse af moder-rollen over kagebordet. Kagebordet med alle de dejlige sager, som vi selv havde bagt eller bragt uden at tænke videre over det. For 10 minutter siden landede en mail i min mailbox med titlen: "Mums eyes only" fra klasselæreren, som iøvrigt er en herlig kvinde: "We would love it if you could help us out by sending along a plate of food to share for the Dad's and Preppies to eat".

Så blev man lige hauswifet. Kan I sende lidt mad med jeres mænd?

Ingen er nok i tvivl om, at jeg sendte mailen videre til Jakob. Og det kan måske virke som en lille ting, men er der noget, der kan få mine tårekanaler fyldt til randen, så er det følelsen af at blive presset ind i en bestemt rolle med stereotypiske forventninger. Det synes jeg, at jeg har oplevet en hel del hernede, og jeg kan mærke det rent kropsligt.

Jeg kan få klaustrofobiske fornemmelser over strukturelle forhold, hvor børnepasning er så dyrt, at den løn man kan hive hjem ikke står mål med udgifterne (nu skal det lige siges at vi betaler dobbelt, fordi vi ikke har permanent opholdstilladelse). Jeg får klaustrofobi over barselsforholdende, over alle de mænd man ikke ser gå rundt med barnevogn. Har endnu til gode at møde en far, der har været på barsel mere end 14 dage. Klaustrofobi over som udgangspunkt at blive antaget at være den, der har styr på hjemmet og sender mad med til fars dag. Jeg mener virkelig, at det kan få min puls op, og jeg har tænkt at det er ret vildt at samfundet kan føles så fysisk på en.

Og jeg synes ikke det er ok, at samfundet ikke understøtter at alle får lige muligheder. For i realiteten gør de ikke her. Der er nok ikke noget perfekt samfund, men altså. Det er mum's world big time, i hvert fald på den plet i verden, hvor vi er landet.

Når det så er sagt, har jeg mødt rockerseje kvinder, der arbejder med de omstændigheder der er. Jeg oplevet rigtig mange kvinder, der starter op selv, kører en business hjemmefra, arbejder om natten, arbejder fuld tid, studerer, og får det hele til at hænge sammen. Jeg har overraskende oplevet, at uanset hvad du gør, så er det sgu okay her. Graden af mum bashing er ret lav. Good for you! har jeg hørt flere gange, både når jeg fortæller, at jeg er sammen med mine børn, søger jobs eller når jeg fortæller mine tanker om at starte min egen lille business. Great, good for you, lyder det. Efterfulgt af ideer til at hjælpe mig eller diskussioner af, hvordan vi lige kan kringlet familie, arbejde og børn lidt bedre, så alle får det bedste ud af vores tid her. Som om, at man lige får lidt goodwill og en hånd med på vejen.

Jeg husker jeg mødte en en hjemmegående mor i Danmark for et par år siden. Hun gik hjemme med sin søn og ville gøre det i 3-4 år. Jeg indrømmer gerne, at jeg nærmest så hende som en foræder for hele kvindefrigørelsen og ligestillingen. Jeg så måske endda ned på hende og tænkte, at hun nok ikke havde nogle ambitioner på sine egne vegne. Og jeg havde ondt af hende, fordi hun var stået af karrieretoget. Det tog jeg mente kørte og aldrig kom og samlede sådan en som hende op igen. Jeg havde sgu så travlt med at dømme hende istedet for at være nysgerrig og forstå hende. Det kan jeg virkelig blive flov over nu. Hvad bildte jeg mig egentlig ind?

Det jeg har oplevet er, at uanset om man er selvvalgt hjemmegående, jobsøgende med unger i favnen (her!), om man arbejder meget eller lidt, så er det fint! Som om der ikke kun er én måde at indrette sig på. Der er masser af ambition, masser af børn og fuck, der er klaustrofobiske stereotyper her. MASSER. Det har ledt til en del diskutioner om barselsforhold, børnepasning og arbejdsmarked med vin. Masser af vin. Jeg mistede tråden ved vin...

... og jeg har ikke nogen morale. Jo, for helvede. Stop med at mum-bashe og vær lidt nysgerrig istedet. Gå efter systemet, ikke personen. Vær stolt af og kæmp videre for danske velfærdssystem, inkl. barsel, gerne øremærket, bedre institutioner, for det giver frihed, ikke klaustrofobi (husk det, Liberal Alliance typer)!

Og hvis nogen har interesse i vores families navlepillende opgave for tiden, så tror jeg den handler om, at finde det bedste svar på, hvordan vi bruger vores betingelser hernede som muligheder istedet for begrænsninger, så vi får det bedste af både familie, arbejde, børn og oplevelser.

... Og jeg retter lige en særlig tak til Frodes klasselærerinde for lige at sparke det blogindlæg ud af fingrene på mig på ingen tid.

KH Sophie