Fem historier uden rød tråd

Som kompensation for manglende orden, har jeg nummereret de fem iøvrigt fuldstændig usammenhængende historier, jeg har skrevet i dag. Det giver på ingen mening, men shit, det ser velorganiseret ud nu. Lidt karma, en smule vinter, meget børn, et par jobtanker og lidt løberi.

1. Karmamysteriet vol.II

For lige at starte med cliffhangeren fra sidst: Karmabeskeden. Jeg stoppede vores søde nabo ude på fortovet, for jeg var overbevist om, at det måtte være hende, der havde plantet noten på bilen. Men hør lige: det var altså heller ikke hende. Så nu er jeg stoppet med at spekulere over, hvem afsenderen kan være, om den overhovedet var til mig og glæder mig istedet over budskabet. At tænke på budskabet er ligeså godt som at tælle til 100, når man for 37. gang har sagt, at man ikke må male kunst på bordet, køre kanelsukker ind med ske eller drysse blåt guldglimmer på aftensmaden.

Børn er ballade!

2. Pusserne på

Når det er vinter i Brisbane, klæder folk sig vanvittigt på. Nogle folk har dunveste, huer og halstørklæder på, som om isvinteren havde ramt. Det er trods alt stadig mellem 18 og 25 grader om dagen. Dog under 10 om natten. Vi taler en del om vejret for tiden. Måske fordi det er den årstid, hvor vejret er mest lunefuldt. Bliver det 18 eller 25 grader? Og hvor kold var natten? SÅ spændende, altså!

Oh, such a chilly morning. Can't believe you're still wearing shorts. brrrr!

Jeg har for det meste shorts på, men har alligevel overgivet mig og købt pusser (sutsko/tøfler/hjemmesko for de ikke-sønderjyske) til hele familien. Når man står i vores stue, kan man faktisk se direkte ned på jorden mellem gulvbrædderne. Og mærke vinden. Ingen isolering eller centralvarme her, så vi kan mærke kulden på en hel anden måde end i vores 3v'er på 2. sal i kbh, hvor der kontinuerligt var 20 grader og hyggeligt. Her falder temperaturen ned til 7 grader - også indenfor. Og det føles altså lidt som at være på camping, hvor den første tanke, der strejfer en om morgenen er, at få tændt trangiaen og få lavet sig en god kop morgenkaffe.

Apropos pusser. Man dør en lille smule når man går ud for at finde mao-sko, gode gammeldags mao-sko og alt man finder på hylderne er 37 versioner af pink, plyssede plastiksålsslippers.

Seriøst, producent-typer? Er det, hvad i byder kvinder? Hvis man ikke følte sig totalt hausfrau-agtig før, kan man da komme til det. Nej, så hellere fryse! Jeg endte med at smutte i mandeafdelingen, for at få noget tåleligt.

3. Børn er seje

Her igår, da vi sad og spiste hummus og ostemadder til aftensmad, spurgte jeg Frode:

Ved du hvilket sprog vi talte på vej ned ad bakken i dag?

Pause

Ved du?

Pause

HVAD mor?

Og så mig:

Det var bare fordi vi snakkede engelsk, da vi gik hjem fra skole, lagde du mærke til det?

Frode med et skævt smil, som om han synes det var lidt mærkeligt. Slår sig selv i panden:

Whaaaat?

Men det er en sand historie, hvad enten han tror det eller ej. Da vi gik hjem fra skole igår, vidste jeg lige med det samme, at det var et fint øjeblik, vi havde lige der. Frode fortalte... Nej, fortalte er måske for store ord, men han svarede i hvert fald på alle mine spørgsmål på engelsk. De havde lært ou-lyden, som i sound, loud, og han havde fået et nyt ark med orange words, fordi han nu kunne alle sine red words. Og we didn't go to the playground today, because it was raining. Og så trissede vi ellers bare videre og snakken gik over i dansk.

WHAT???

Så kom der lige en masse fuldstændig fine sætninger ud af selvsamme dreng, som for 5 måneder siden lige havde lært at sige my name is Frode. Og som for 4 måneder siden startede i skole og dagligt så et uforståeligt absurd teater udspille sig foran sig (jeg skrev om det her). Nu er han med. Han er glad og forstår, hvad der sker. Han kan være med i legen og i klassen. Endda sætte ord på, hvad de laver og nogen gange også hvorfor. Jeg var fuldstændig blæst bagover ved tanken om, hvor seje børn de er.

Sidste dag havde de bagt.

Vi var også henne for at se på en hip hop klasse til Frode. Træneren spurgte om han ikke ville være med istedet for at kigge på? For et halvt år siden ville han være kravlet ind i sig selv, men hvad skete? Han gik fluks ud og lavede battles, kastede håndtegn og spins sammen med 10 andre børn han ikke kendte. Jeg var simplethen så stolt af ham.

Ikke at alt er lutter glæde. Han savner Danmark og sine venner, siger han nogle aftener inden han skal sove. Så fortæller vi ham, hvad de laver, og at de også snart skal i skole og måske også synes det kan være svært at få en masse nye venner, selvom de er i Danmark. Og så går det lidt bedre.

Jeg tror man kan kaste sine børn ud meget, så længe man pakker dem ind i kærlighed istedet for vat. Og is, for guds skyld. Masser af is til at få bismagen af de svære oplevelser til at gå væk.

4. Job og den slags

At finde eller skabe sig et job i Australien, når man konstant har unger omkring sig, er lidt af en udfordring. Man putter dem ikke lige i børnehave og vuggestue og sætter sig hen på en cafe og skriver ansøgninger eller går til kaffemøder. Ikke når det koster over 120 dollar om dagen per barn (700kr!) og man ikke får child care rebate fordi man ikke har residency. Så må indrømme, at jeg er lidt udfordret af mangel på sammenhængende tid til fordybelse og planlægning af min jobmæssige fremtid. Lige pt. kan jeg bruge lidt tid om aftenen (de aftener jeg ikke crasher på sofaen) og når Arne er i børnehave to dage om ugen, hvor jeg kun har Ruth herhjemme. Så krydser jeg virkelig fingre for at hun tager en ordentlig skraber på 2 timer. Eventuelt sådan her?

Her for et par uger siden tog jeg cyklen og kørte afsted til et Meetup for Woman in Digital. Det var rigtig godt at møde en masse damer, få et par kontakter og blive inspireret. Cykelturen frem og tilbage var til gengæld rimelig udfordrende, men trods alt ret sjov.


Jeg overvejer rigtig mange ting! Skulle man gøre noget helt andet når man nu alligevel har rusket op i alting? Starte en business, arbejde med et nyt felt, slå sig sammen med nogen eller altsammen? Pt får jeg en ny idé hver uge, så den dag der er en, der bliver hængende, er det nok tegn på at jeg skal forfølge den. Arne synes jeg have en butik og sælge pasta. Dejligt at ungen har ambitioner på mine vegne.

5. Halvmarathon ved guldkysten

Om præcis to en halv uge (søndag den 3. juli) skal jeg ud og løbe 21 km op og ned af den australske østkyst. Jeg tog en rask beslutning og meldte mig til Gold Coast half marathon efter at have hørt fra flere forskellige, hvor smuk en rute og ikke mindst hvor flad en rute det er. Vi skal løbe fra South Port, der er en by lidt nord for Surfers Paradise og nord på, hvor man kan kigge ud over Stradbroke Island i solopgangen. Og ja, jeg sagde solopgang. Starten går kl. 6.
Har aldrig været den store morgenløber, men det er ved at vende hernede. Snooze vinder stadig en del morgener, men der er noget meditativt ved at komme op, når alle andre sover og jogge afsted for sig selv. En gang om ugen prøver jeg at få løbet med nogle andre. Den gruppe jeg først løb med om mandagen blev nedlagt, så efter grundig research på facebook har jeg fundet en anden (og lidt hurtigere) flok, der løber her i Bulimba: Portside Panthers.

Med dem er det tungen ud af halsen og så ellers prøve at hænge i. Ulempen er, at jeg ikke ved så meget om de andre endnu, for jeg kan seriøst IKKE smalltalke i det tempo. Men jeg elsker at blive presset, så det passer mig glimrende. At komme hjem kl. 6.30 og have løbet 10-12 km er lidt sindsygt, men kaffen smager virkelig, virkelig, VIRKELIG godt bagefter!

Slutter lige af med Ruth, der faktisk tog sine første to skridt igår.

Ruth working her converse💙💛 #mygirl #Ruth

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on