Jeg var lidt forvirret - siger jeg og ler

Jeg har smækket mig ned i sofaen med en pose piratos. En fugtig og varm december passer faktisk ret godt til salte lakridser. Det må være noget med saltbalancen. Huset virker sådan helt tomt, for min søster og familien er lige taget sydpå til Byron Bay for at opleve et af de bedre steder i Australien, mens Jakob og mig lige nupper de sidste arbejdsdage og et par julefrokoster inden julen kan indfinde sig. De har taget Frode med i nogle dage, og der er allerede meldinger om, at de to fætre råhygger sig sammen. Når de nu ikke har hinanden til dagligt, er det så rart at tænke på de kan leve det gode børnesurferliv sammen her i ferien.

Når man har været lidt forvirret

På vej hjem fra kontoret idag kom jeg sådan til at fundere over mit arbejde og den her hverdags/arbejdslivsmodel vi har kørt med i år. 2017. Jeg føler mig på mange måder heldig over at være lige der i livet hvor jeg er. Nogle gange kniber jeg mig selv i armen over at jeg er endt med at have et job, jeg faktisk nyder OG er rimelig god til.

Kniber mig også i armen over, at jeg samtidig har muligheden for at være sammen med mine unger de 2 dage om ugen, hvor jeg ikke arbejder. Tirsdag og Fredag er de hjemme sammen med mig (/på tur/til svømning osv). Og det sågar uden at jeg af omverdenen hernede bliver anset som uambitiøs i forhold til min 'karriere'. I Danmark kan det være svært at kombinere deltid med spændende opgaver (jeg vil gerne udfordres i den antagelse eller høre andres meninger om det) - og var jeg stadig i Danmark havde jeg heller ikke overvejet det. Jeg har selv ændret ret meget indstilling til det med deltid og er selv blevet omvendt, som min svigerinde konstaterede sidst. Halleluja.

Ohm

Jeg er så meget mere i balance i år end jeg var sidste år, hvor alt var nyt, og jeg på mange måder famlede i blinde i forhold til, hvordan fanden jeg skulle udnytte de her år i Australien allerbedst muligt.

Ej okay, for lige at illustrere: jeg overvejede at producere regntøj (vi bor i Queensland, hvor det aldrig regner), overvejede at cykle rundt med ældre i en rigshaw (i en by med de vildeste bakker og stort set uden cykelstier) eller lave gymnastikhold for børn (når jeg mest af alt havde lyst til at kunne tænke en børnefri tanke!). Jøsses. Jeg var lidt forvirret - siger jeg og ler. Griner lidt vemodigt når du spørger mig - hvad er det der sker? Næhhh, jeg bliver sgu nok aldrig business coach (eller noget af det ovenstående) og fred være med det.

Mit job, sådan kort fortalt

Nå, men altså for ikke at dvæle ved Anne Linnet tekster og istedet vende tilbage til det jeg egentlig laver: Jeg er hos et lille konsulenthus, der hedder Peak Usability, som på trods navnet er mere end usability. Jeg har endnu ikke lavet en eneste usability test. Vi skifter også navn ret snart, på grund af netop det.

Vi hjælper firmaer og organisationer med at udvikle digitale oplevelser for deres kunder. En af de bedre aspekter, er at stort set alt vi laver, er baseret på kvalitative undersøgelser, såsom interviews, feltarbejde eller workshops med de borgere eller brugere, som vores kunder henvender sig til. Det der med at finde ud af, hvad det overhovedet er for et problem vi skal løse, bruger vi en del tid på. Tid, der er givet godt ud i sidste ende!

Butcherspaper lady...

Der er 5 faste og nogle freelancere, og det er faktisk lidt ligesom et specialekontor, bare lidt (meget) mere effektivt. Jeg tænker nogle gange på, hvor vildt det var, at vi i de glade sociologiske specialedage, brugte måneder på interviews og feltarbejde, når jeg nu rask væk skal klare 12 interviews, lave user stories og samle insights på et par uger - deltid. Man bliver holdt igang, - i hvert fald i de travlere uger.

Vi har hver vores niche - jeg beskæftiger mig primært med user research, fx. laver interviews, workshops med brugere, customer journey mapping og den slags, mens andre af mine kollegaer er eksperter i design og wireframing (rå design skitser), tests eller service design, - sidstnævnte er jeg også ved at oppe mig i. Vi arbejder meget sammen på kryds og tværs. Sådan et fagligt fællesskab, og det der med at ping ponge og få noget ud over rampen i fællesskab er en herlig ting. Har ikke været vant til at arbejde med så varierende projekter, det er ret skønt, man når aldrig rigtig at blive træt af dem.

Et blik ind i den Australske folkesjæl

Jeg har opdaget, at det er et ret godt integrationsprojekt, at have et job, hvor man skal spørge ind til hvad folk gør, og hvorfor de gør som de gør. At få en forståelse af samfundet gennem de mennesker der bor der, er da en gave.

Til gengæld har det også været (og er stadig) nogle gange udfordrende at sidde med engelsk som andet sprog og opsnappe alt de siger, spørge kvalificeret ind eller køre en workshop, hvor ordene bare sidder fast i ganen. Før vi tog herned var jeg overbevist om, at jeg lynhurtigt ville føle mig helt flydende, - men nogle dage føler jeg mig som jordens dårligste til engelsk. Andre dage er der flow. Det prøver jeg at acceptere og jeg må sige, at ingen ser det som et problem, at der er accenter fra hele verden. Vi kunne godt være mere tilgivende overfor accenter i Danmark. Det er jo trods alt ret flot at nogle lærer et sprog, som kun bliver talt af 5 mio mennesker. Hvis ikke det er dedikation...

Når skolen er en vare

Tilbage til integrationsaspektet. Nu ved jeg fx. alt om, hvilke overvejelser forældre gør sig, når de vælger college til deres børn. Deres overvejelser om pigeskoler, om drengeskoler, om katolske skoler og dannelse. Om ratings og performance reports, om skyhøje skolefees og 'good manners'.

Vi lavede et research projekt for et privat college, der skulle udvikle deres digitale tilstedeværelse, særligt for kommende forældre. Her er skoler en vare, der skal sælges. 25.000 dollars (125.000kr) pr barn pr år for en middel-til-top privatskole, er ikke helt skævt.

Jeg var lidt vild med det projekt, for det gav virkelig perspektiv på vores skolesystem derhjemme. Universel og skatteyderbetalt uddannelse, SU og generel dannelse - i skoler med piger OG drenge (!) er altså ikke en selvfølge. Vi ved ikke altid, hvor meget det egentlig er værd det vi får, - det er værd at sætte pris på og kæmpe for.

Jow jow. Et andet projekt jeg arbejder med lige nu, er for hvad der svarer til undervisningsministeriet (for staten Queensland), hvor vi undersøger børnehaveledere, forældre og læreres behov for information om kvalitet i institutioner, for at re-designe deres website og content strategi.

Ret kort sagt.
Men jeg er også ved at have spist alle piratos, så ingen gode grunde til at blive oppe. Og min kind drømmer om en pude.

Det er sgu vigtigt at nyde livet

Men altså, jeg er egentlig sådan et ret fint sted rent arbejdsmæssigt lige nu. Og når man har været lidt forvirret (og ville sælge sand i Sahara), så er det rart at være landet i andet forsøg. Intenst og udfordrende, og samtidig på nedsat blus (ej okay, der er stort blus på med tre børn faktisk, jeg trækker det i mig igen), så vi får også nydt livet. Det er sgu vigtigt. Man må ikke glemme at nyde livet.

Sis, son, chrystals & fries. One of the better lunch breaks 😍 #family

Et opslag delt af Sophie Bo (@sophybox) den