Karmamysteriet og 5 aussiefacts

Denne morgen var intet mindre end fyldt med karma - på en lidt gådefuld måde. På forruden af vores bil lå en lille seddel med pink påskrift:



Jamen hvad mener I? Er det ikke mere end almindelig sødt? Jeg skrev straks til Esther (Jakobs kollegas kone), som var på besøg i går, om hun havde efterladt en seddel til mig. Selvom hun ville ønske det, var det altså ikke hende. Mysteriet er stadig ikke opklaret.

Måske er der en lille lokal helt eller heltinde, der render rundt og gør tilfældige forældres morgener bedre? En anden mulighed er, at vores nabo synes jeg trænger til lidt opmuntring. Hun lægger trods alt ører til en del både meltdowns og happydancing fra vores side af hegnet, når hun sidder og kører sit firma hjemmefra. Jeg finder ud af det, når jeg møder hende, og så skriver jeg andet kapitel af karmamysteriet.

Uanset hvad, følte jeg mig forstået. Og inspireret til at sprede noget god energi til alle forældre derude. You rock. Og hvem ved. Måske er det næste gang mig (eller dig?), der render rundt og lægger små opmuntrende sedler rundt omkring.

Penge er kun papir

Før vi gjorde alvor ud af at flytte til Australien, var vi enige om, at vi jo bare tog hjem igen, hvis det ikke gik. Det var klogt, hvis jeg selv skal sige det. Bevares, det er et logistisk helvede at flytte så langt (at flytte i det hele taget), men jeg tror alligevel det er et meget godt udgangspunkt for en omvæltning som den her. Går det ikke så går det ikke, men så prøvede vi det (og brugte alle vores penge. Penge er kun papir).

Vel har der da været problemer og startvanskeligheder, men aldrig så store, at vi har overvejet at vende snuden hjem. Hey! Særligt ikke nu, hvor jeg får karmafyldte beskeder. Jeg synes stadig det er fascinerende, at man kan tage sin familie, kaste den op i luften og lande den igen på en forholdsvis tilfældig plet på den anden side af jorden. Og så går livet videre her.

I den forbindelse indrømmer jeg gerne - og uden skam-, at jeg ikke havde den største viden om Brisbane, eller for den sags skyld Australien, før vi landede med flyveren for snart 5 måneder siden. Det er ikke australske nyheder, der er flest af i danske medier. Men fortvivl ej!

De 5 på Aussielisten

Nu hvor jeg ved og har oplevet en lille smule mere, kan jeg jo ligeså godt dele lidt random facts herfra. Lad mig starte med 5 iagttagelser og nyheder, som du måske, måske ikke kendte til. OBS: ikke prioriteret efter vigtighed (tydeligvis).

1. Active wear is the shit

Aldrig har jeg set så mange damer i active wear. Active wear er en helt særlig stil. Udseendemæssigt ligner det sportstøj i friske farver. Lorna Jane er et af de helt store Active Wear mærker, som er startet her i Brisbane (Brissy). Når du har det på, ligner du en, der er på vej i fitnesscenteret. I virkeligheden er funktionen en helt anden. Det kan sammenlignes med det joggingtøj du hurtigt trækker i, for at gå til kiosken og hente cola søndag morgen med tømmermænd. Skal du hente børn, købe ind, køre i centeret, ligge på sofaen? På med dit Active Wear. Denne her video er et must-see, hvis man vil lige et spadestik dybere i kategorien active wear.


2. Valg i Australien den 2. juli

Der er valg her i landet den 2. juli og valgkampen er skudt igang. For første gang siden 1987 er valget et double dissolution election, hvor taburetterne til både senatet og repræsentanternes hus er på spil. Premierministeren, Malcolm Turnbull's regering (fra The Liberal Party - a la Venstre i Danmark) blev nødt til at udskrive et valg før tid, fordi der var deadlock - en tilstand, hvor regeringens lovforslag blev stemt igennem i repræsentanternes hus, men flere gange nedstemt i Senatet. Det lovforslag, der blev stemt ned, handler om, at regeringen vil genindføre en myndighed, der skal komme korruption til livs i byggebranchen. Labour og The Greens er imod, da Labour mener denne myndighed kan få for meget magt og at retsikkerheden for involverede arbejdere er i fare. Greens vil hellere have en fælles anti-korruptions organisation for alle brancher, ikke kun byggebranchen. Okay, det var de store linjer. Lidt klogere? Bare en lille smule? Jeg er.

3. UTE. Bilernes svar på buffalo sko

Utility Vehicle. Bilernes svar på buffalo sko eller en konfirmand fra 1990'erne med lidt for meget gele i håret og for stor en skjorte på. Jordens mindst pæne bil. Og der er en del af dem. Jeg lader bare billedet tale for sig selv (hvad sker der?)

.. Mint Green 😳 By @DecadenceAustralia #Holden #VF #ss #V8 #ute #Burnout #Australia

A photo posted by ○ Holden's of Australia ○ (@instaholdens) on


4. Canabis

Der er lige vedtaget en markant lov i Victoria. Fra 2017 har staten, hvor Melbourne ligger, legaliseret Canabis til medicinsk brug, som den første stat i Australien (af i alt syv stater, - og ikke seks, som jeg skrev tidligere! Hvordan kan man glemme Tassy?). I første omgang skal det bruges til børn med svær epilepsi.

5. Flat White vs Cafe Latte 1-0

Kaffen er helt skør her. Jeg har prøvet at bestille en Cortado, men der var ingen respons. Kaffepigen kiggede på mig, mens jeg langsomt sagde C O R - T A - D O? Half espresso, half milk? Ingen respons. Okay, så giv mig en Flat White. Flat Whites er opfundet i Australien - og det er espresso med mikroskummet mælk. Som sagt HELT anderledes end en Cafe Latte, men jeg ved stadig ikke helt hvordan. Ingen har endnu kunne fortælle mig hvordan. En americano hedder en Long Black her. Igen, helt anderledes.

Det var de fem for denne gang.

Vi ses - i Active Wear.