Keep calm. Vi flytter til Australien

Jeg veksler mellem eufori og panikangst i de her dage. Hvis alt går vel står vi om cirka 10 uger i Australien med tre unger, 4 rygsække og planen om ikke at komme hjem lige foreløbigt. Eufori fordi det bare er megafedt, at vi skal afsted. VI. SKAL. AFSTED. Vi har i flere år snakket om, at vi som familie på et tidspunkt i livet skulle prøve at bo og leve i et andet land i nogle år. Det passer bare aldrig sådan rigtig godt, vel? Vi har givet udlandsdrømmen et seriøst forsøg her i år før Frode skal starte i skole, og mens jeg stadig er på barsel. At det så faktisk lykkes for Jakob at lande et job, så vi kan komme afsted, frigiver en masse energi og vilje til at nu er det sgu nu vi gør det. Vi er ved at sælge lejligheden og bilen, vi har sagt vores jobs op, lejet vores kolonihave ud og opsagt ungerne i institution. Bum. Nu venter vi på at vores subclass 457 visa bliver godkendt.

Vi skal bo i Brisbane, som ligger her. Jakob har fået job hos Readify fra januar. Vi får alle visa i 4 år og fordi vi er gift, får jeg automatisk arbejdstilladelse. Frode skal starte i australsk folkeskole den 25. januar. Det er planen at Arne skal i børnehave nogle dage om ugen og ellers være sammen med Ruth og mig indtil sommer, hvor jeg forhåbentlig har fundet mig et bette job at starte på. Vi skal nyde varmen, se krokodiller, bade ved nogle vilde strande, opleve arbejskulturen, gå på farmers market om søndagen og bare være sammen som familie. Det kan man da godt blive lidt euforisk over.

Men så er der også panikangsten. Okay, angst er måske lige at stramme skruen, men det er ikke lutter eufori at rejse langt væk fra familie og venner, bryde op i vores ret dejlige københavnerliv for at rejse til et land, hvor vi ikke kender et øje. At vi ikke har et sted at bo endnu, og at vi skal sende vores 5-årige i skole uden han kan tale eller forstå engelsk, kan da godt blive lidt svedt over. Tanken om at køre Frode ind i skole, Arne i børnehave og samtidig passe baby Ruth, at skulle køre i den forkerte side og at sørge for at ingen får hudkræft får mig til at tænke, at der må komme en voksen. Der må da lige være en voksen, der tager over her. Moaaaar. Fuck, det går op for mig at den person er mig.

Nu er jeg gået i praktisk mode. Når Ruth sover, rydder jeg (nogle gange) op i gammelt skrammel på loftet, pakker i kasser, snakker med skattefar, finder vaccinationspapirer og den slags nødvendigheder. Og to-do listen er lang nok, så jeg har en fornemmelse af at tiden kommer til at gå eksponentielt hurtigt de næste på måneder her på Vesterbro.

Til at slutte med får I lige et billede af Ruth!

Svøbt i uld og efterår #Ruth #vestrekirkegård #autumn #efterår #mykindagirl #3måneder

Et billede slået op af Sophie Bo Schmidt (@sophybox) den