Mors dag tager overhånd

Nobby er et sted in-the-middle-of-nowhere et par timer inde i landet. Her ligger Rudd's pub. Den har serveret øl til folket siden 1893, hvilket er i den ældre ende af, hvad der findes i Australien. Der var vi på udflugt til i søndags. Synes lige jeg vil starte med et par stemningsbilleder derfra.

Kan man andet end at blive betaget? Jeg kunne se på mennesker der i flere dage.

Så er maden serveret. Kolde aussie øl (XXXX) og godt med friture.

Foruden pubben, holder der en en masse caravans parkerende, til de countrymusikelskere, der kommer for at overnatte, høre country og drikke øller.

Det var ironisk nok en kaffe latte, der førte os til stedet i lørdags. Vi var på tur til Toowoomba, der ligger to timer vest for Brisbane, for at opleve lidt outback/farmland Australia sammen med svigerfar. På toppen af Toowoomba ligger et picnic spot, hvor kan man se ud over landskabet, der strækker sig så langt øjet rækker.

Ungerne havde svært ved at sætte pris på udsigten og stilede istedet mod en legeplads, hvilket krævede en kaffe. Da jeg begynder at bestille siger tjeneren: "du kan også bare bestille på dansk". Så viser det sig, at han har boet i Australien i knap 30 år og at det er ham, der driver restauranten og cafe'en. Jeg får dansker-rabat på kaffe og kage og et tip om at tage ud til Nobby, hvis vi virkelig vil opleve lidt autencitet. Som anbefalet, så gjort!

Jeg elsker som dagene kan tage sine drejninger afhængigt af, hvilke mennesker man møder og samtaler man bliver en del af.

Mors dag tager overhånd

Jeg kan bare sige at mors dag ikke går stille for sig hernede. Ja, man kan vel nærmest sige det tog overhånd. Frode kom hjem med en nuttet lille invitation til High Tea for alle mødrene i klassen i torsdags kl 14.

Jeg troppede op med Ruth i selen og en tallerken daddelkugler til kagebordet, der udover en masse kager også bød på sushi, popcorn, frugt og chokolade. Frode gav mig et rimelig sødt kort med en hjemmelavet gipsbroche formet som et hjerte og en masse *I love my mum because...".

Frode synes både jeg er sjov, god til at fortælle historier og sjov at se på når jeg falder af et surfboard. Fedt han har kunne fortælle det! Hele klassen havde også været i mors dags boden på skolen, der solgte alle mulige gaver, specielt til de kvindelige typer, der har opfostret skolebørn. Jeg fik en mulepose, perfekt til en strandtur.

Alle muttierne blev så sat i rundkreds og Mrs. McConnel, deres lærer, talte med en blid stemme om, hvor taknemmelig ungerne var for alt det vi mødre gjorde for dem, og hvor spændte alle børnene havde været på at holde denne specielle fest for os allesammen.

Så skulle vi ellers vise en ting frem fra da vores unger var babyer og fortælle en historie om dengang de var små. Jøsses! Det havde jeg fuldstændig svedt ud. Da taletiden kom nærmere og nærmere rundt i kredsen mod mig, prøvede jeg febrilsk at finde et babybillede af Frode frem fra facebook, men uden held, for min telefon havde ikke mere data. Hmm. Frode var sådan "Mor, hvad har du med? Har du et babybillede med af mig?". Jeg løj og sagde, at jeg havde noget meget bedre. Alt imens viste de andre bamser, billedealbum og babytøj frem, mens min instinktive tanke var: lad mig komme væk. Det er liiiige lidt for pussenus og mamacentrisk til, at jeg kan overskue det her koncept.

Igen mindede jeg mig selv om, at vi er i Australien for at opleve en anden kultur. Go with the flow, Sophie.

Tilbage til rundkredsen. Jeg listede (ikke helt lydløst, da Ruth i det samme begyndte at skrige) hen i Frodes skuffe, hvor jeg vidste han havde Frode og alle de andre rødder liggende (han ville nemlig vise bogen til klassen en dag). Min perfekte redning. Da det så er min tur, er det som om jeg ikke rigtig kan tale engelsk. Super! Alle mødre sidder og kigger smilende og interesseret, mens jeg bare går sådan helt i stå... Ordene er bare væk. Får fremstammer et eller andet med, at han skulle have heddet Berta, men blev en Frode, og at han fik bogen da han var et par timer gammel (det var endda rigtigt), om Ole Lund Kirkegaard og 1970'ernes børnelitteratur. Det var helt håbløst.

(Her må I forestille jer billedet af alle mødre - og en enkelt far - i rundkredsen. Havde selvsagt ikke overskuddet til instagramme i situationen)

Jeg plejer egentlig at være rimelig snaksalig i skolen og med de andre, men det var ligesom om den intense iscenesættelse af det at være en mor tog pusten fra mig, mens kagerne kløjs lidt i min mund. Heldigvis var Frode i sit es og lod intet stå i vejen for et urimeligt indtag af popcorn og kager. Jeg blev sindsygt stolt af ham over, at han hver dag tilbringer dagen i skolen, at han hver dag trisser afsted med et smil på læben på trods af sproglige udfordringer, og at han prøver sproget af, hver gang han er fordybet i leg. Han sidder ikke og grubler over alt det han sagde forkert eller slet ikke sagde. Børn har den helt særlige evne, at de ikke er så skide selvreflekterende. De er bare med og lever i nuet. Det skal vi lære af! Jeg skal i hvert fald.

For det er jo lige præcis derfor vi er her. Det her er nuet, det er en del af oplevelsen. At sidde i en rundkreds og tale sukkersødt om sin nu 5-årige babys lange fødder og søde smil, selvom det er over the top. Deal with it!

Jeg må erkende, at jeg takkede nej til et stort anlagt High Tea arrangement for alle skolens mødre, der samtidig var et fundraising arrangement. Fredag morgen kl. 9. Masser af mødre, masser af kager og taler. Tænkte at mit moderskab var blevet fejret så rigeligt. Desuden kunne jeg lige se Arne gå fuldstændig baserk i kagebordet og hænge i gardinerne. Havde ikke rigtig behovet.

PS: Hører iøvrigt i krogene, at der også er et fars dags arrangement i september. Er rimelig spændt på, om det er samme koncept. Det kunne jeg unde Jakob.

Utydelig horisont (og øl) forude

Hvad de næste måneder og halve år byder på, er lidt uvist. Jeg kan jo faktisk snart kalde mig arbejdssøgende, sådan helt officielt. Her om en måneds tid, lakker min barsel mod enden. Ja, jeg er vel faktisk en blanding mellem en stay-at-home-mom og arbejdsløs dansker i Oz. Super glamorøst, forstås! Har det faktisk rimelig roligt med det. Jeg må indrømme det faktisk også er lidt af en frihedsfølelse ikke at vide, hvad der kommer til at ske... Og om det bliver lidt arbejde, meget arbejde, om det bliver om en måned eller et halvt år er uvist. Mit hovede knager så det brager, kan jeg bare sige: det vigtigste er, at det er sjovt, og at det fungerer for vores liv hernede (jo - og så må det jo godt give lidt mønt).

I mellemtiden skal jeg til at brygge øl. Ja, der ankommer et ølbryggersæt i den her uge, og så er det bare med at komme igang med den første Ale. Tænker at Arne og Ruth bliver mine hjælpere, så skal det nok gå godt.

Har absolut ingen praktiske erfaringer med foretagenet, men bevæbnet med Mikkellers bog om øl, en nybegynders optimisme og en masse trial and error, så tror jeg det bliver sjovt. Tænk om det lykkes at brygge sin egen fredagsøl? Noget af en cliffhanger. Jeg er vild med den tanke.