Og så siger jeg, bye bye!

Mens mine forældre lever det vilde backpackerliv på Frasier Island, drengene er i hhv. skole og børnehave og Jakob på arbejde, sidder jeg med en iskaffe og fortærer de sidste saltlakridser fra det lager mine forældre kom med (undskyld Jakob). Ruth tager sig en lur, hvilket føles som den vildeste luksus.

Når hun ikke sover, er hun rimelig sej på yogamåtten, den lille trunte.


Og så skal jeg sige bye bye

I sidste uge startede Arne i Børnehave. Og det gik pissegodt! Der var lidt tårer i morges da Jakob afleverede ham, men ellers har der ikke været så meget slinger i valsen med ham.

Første dag i børnehave. No probs! #Arne #brisbane #brisbanekids #børnehave

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on


Mine forældre var her den dag han startede, så jeg havde det privilegie at køre afsted med ham helt alene uden at have Ruth eller Frode med i optog. Oj, han havde glædet sig. Så meget, at da det var tid til at køre, lagde han sig ned på gulvet og hyperventilerede noget der mindede om nej, nej, nej. Jeg har tit underholdt med, hvilken gave det er at have børn, der elsker mad. Det har jeg altså brugt rimelig mange gange. Også i mandags.

Jeg tog hul på de friske forsyninger af dansk saltlakrids med den konsekvens, at Arne nu har forbundet det at tage i børnehave med lakrids. Min psykologsøster ville vist sige noget til mig om betinget refleks og Pavlos' hunde. Fred være med det.

Vi kom hen til Cockatoo-stuen (en australsk papegøje, har googlet det), sagde hej til Jodie, den voksne, og lagde den gule fjällræv på hylden. Arne var straks ovre ved legekøkkenet og igang med at putte ting i mikroovnen og stryge. Han gav mig en god gedigen krammer og vinkede bye bye, fuldstændig som vi havde øvet det i dagene op til.

Som aftalt ringede jeg 2 timere senere, hvor meldingen var, at han havde spist som en voksen mand, at han havde været lidt betuttet under musiktimen, men gerne ville kramme det væk. Da jeg hentede ham tidligt på eftermiddagen, snorksov han blandt en masse børn på feltsenge i mini-størrelse. Et rimelig sødt syn. Jeg fik vækket ham, og han kunne han stolt fortælle lidt om sin meget indholdsrige 4 timer børnehavedag.

Arnes første dag i børnehave from Sophie Bo Schmidt on Vimeo.



Pædagogerne siger han bare taler dansk med selvsikkerhed som om alle forstod ham, og at de for det meste bare nikker og smiler: is that right, Arne? Når Frode og mig henter ham igen efter skolen, er jeg ved at dø, når de krammer hinanden efter hver deres nye hverdag. True bromance!


Flyttefail

Vi fik den barske melding i går, at vores ting ikke kommer før om knap en måned. Vi har snakket en del om, hvad vi egentlig har i de 12 kubikmeter der kommer? Der er dog et par ting, jeg glæder mig til at gense!

  • Cykler. Fordi morgentrafikken til børnehaven er én stor prop. I torsdags brugte vi 45 min på at køre 4 km. Det bliver så meget nemmere, når Jakob kan køre forbi med ham på cyklen.

  • Espressokande. Fordi man skal kunne lave en god espresso i weekenden. Nej, faktisk helst hver dag.

  • Ruths tøj. Den dame elsker mad, hvilket betyder at det meste af hendes tøj strammer over dellerne. Og næste størrelse ligger i en container.

  • Triptrap stole. Fordi ungerne sidder og spiser med hagen på bordpladen. De bliver rimelig glade, når de pludselig kan se al den gode mad!

Men ellers? Jeg synes det er vildt så mange ting man ikke savner. Det er ret fedt for en gangs skyld at bo uden alt for meget skrammel. Vi har en sofa, et spisebord, senge, heriblandt en gæsteseng, ungernes elskede bunk bed og tegninger fra vennerne hjemmefra.

Bunk Bed Bliss #rightthere #søskende #kiddos #kids #Frode #Arne #Ruth #brisbanehome #kidsroom

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on



Vi har også masser af gulvplads, selvom det som regel er dækket af legetøj, papirsflyvere, gylp og krummer.


I was so emotional

Nå, men nu til noget om at småtude lidt. Efter en uge fuld af nye oplevelser, svedeture, nye mennesker, Arne-meltdowns og 30+ grader (ikke for sjov for folk med lys hud og fregner!), er en kold øl på terrassen på sin plads. Min fredagsbar. Sådan en uge skal fejres, fordøjes og skylles godt ned :-)

Dagens absolutte højdepunkt: da jeg knappede den her øl op! #inneedofbeer #fredagsøl #trætmutti #trætmama #kiddos

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on



Det gjorde ekstra godt, da jeg her sidste dag sad og snakkede med en mor fra skolen, som fortalte hun havde boet i Canada i to år. Det var før de fik børn. Hun slog en stor latter op:

I was so emotional. I remember it as I cried for a year. Just taking the bus for the first time was a huge thing. And I didn't even have a language barrier .

Jeg sugede hendes historier til mig og for hver udfordring hun listede op, var jeg bare: I know! Yes. Thats's me right there! Altså, jeg har på ingen måde tænkt mig at græde i et år, men de der konstante møder med nye regler, mennesker, omgivelser og samfundsidealer kan få en helt ud af fatning må jeg bare konstatere. Bagefter kan man tænke: Christ! det er jo bare at tage den bus. Hvor svært kan det lige være?

Jeg har fx. syntes det var lidt af en udfordring at bakke vores monster af en bil ud af indkørslen, for ikke at tale om at køre den - i friggin' venstre side! Det føltes lidt som en voldsom ting at putte børn ind i en bil, jeg på ingen måde synes jeg havde kontrol over.

Der var en dag, hvor jeg var ude at køre med Ruth og Arne, hvor jeg pludselig fik følelsen af, at noget var galt. Jeg fandt ud af, det fordi jeg kørte i højre side. Shit mand. Som om man ikke er svedig nok i forvejen. Nu er jeg blevet rimelig rutineret, og synes ikke det er noget særligt at køre afsted, selvom jeg godt kan savne min cykel og ordenlige cykelstier. Her er cykelstien som regel en linje tegnet på asfalten, - ofte midt ude på kørebanen. Hej cyklist.

Og så er der det med at aflevere og hente Frode fra skole. Dels logistikken i at få tre unger klar og møde til tiden både om morgenen og eftermiddagen var en stor ting, der føltes som en stor udfordring for et par uger siden. Sådan en knap 3-årig Arne er jo mega uforudsigelig. Fx. fandt jeg ham inde i køleskabet i morges, da vi skulle afsted. Han kunne næsten stå derinde med døren lidt på klem. Der stod han og spiste smør. Lækkert. Eller sidste eftermiddag, hvor han valgte at indsmøre gulvet i solcreme lige før vi skulle afsted. Eller den morgen, hvor han fyldte det spritnye nescafe glas op med sit aflagte vand, så vores eneste kaffe, var én stor klistret masse. Samme dag, som stempelkanden gik i stykker. Dårlig kaffekarma lige dér!

Jeg tror aldrig vi får sådan nogle gennemført zen-agtige morgener, men jeg er bare lidt mindre anspændt om morgenen nu end jeg var for 2 uger siden. Det er et godt tegn tænker jeg. Og se lige, hvor fint, der er på vej op til Frodes klasseværelse.

På vej op til klassen gennem skolens køkkenhaver #frode #skoledreng #bulimbastateschool #bulimba #brisbane #prep

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on


Apropos øl

Apropops øl. Faktisk må man ikke drikke øl i det offentlige her. Det er strengt forbudt. Så sent som i går var jeg til meet and greet for nye familier (eller rettere mødre (!)), som er arrangeret af skolen. Community manageren, som er ansat til at få folk og familier til at snakke sammen og have det godt, tippede os om, at vi bare skulle tage vin med i plastikflasker til det næste skolearrangement i parken på søndag. Det er så hyggeligt: som at være tilbage i busken ved Metro og Klub 54 i Sønderborg, hvor man kunne smugdrikke af de forbudte flasker. Den eneste lille forskel er at man dengang var 14 og nu er man... 33. De kalder det Nanny State. Det der med at staten laver strikse regler, der skal begrænse folks dårlige opførsel, vold og sygdom. Barerne kun må have åbent til først på natten og min far kom forfærdet tilbage fra kiosken og fortalte at en pakke smøger koster 30 dollars (=150kr). Hvis ikke smøgerne giver hjerteproblemer, så gør priserne det da.

Jeg har tænkt mig at skrive om nogle af alle de små udflugter vi har været på med mine forældre! På marked, vi har klappet en kænguru, badet og set på surfere.

Min far har endda prøvet at tænde en cigaret med solen og et brilleglas, da han blev rygetrængende på en strand med lutter ikke-rygere. Det var så sjovt et øjeblik, at jeg må forevige det. Men det bliver senere.

Det har været simpelthen så dejligt at have besøg. De gamle kommer heldigvis igen i aften, og så skal vi lave mere bbq på terrassen, drikke hvidvin og køre en tur til Byron Bay på lørdag. Med to ekstra på besøg, kommer vores hvide 7-sæders SUV virkelig til sin ret.