På solotur til Sydney

I forgårs sad jeg i en flyver helt for mig selv på vej til Sydney. Det er seriøst lang tid siden jeg har rejst afsted med min kuffert uden at have hele familien med. Det er jo så godt!

Fjællræv eller rullekuffert

Efter at have pakket alt mit workshop gear pakkede jeg mit tøj og sendte en kærlig tanke til min mor og far. De insisterede altid på, at alle i familien pakkede så lidt som muligt. Og således tog vi på 4 ugers sommerferie med intet andet en fjällræv hver. Børn såvel som voksne. Rullekufferter var bandlyst. Jeg kan huske den først gang min søster troppede op på matriklen med en rullekuffert. Luften stod stille, haha. Og det var endda længe efter hun var flyttet hjemmefra. Åh, de dejlige minder.

Jeg kiggede ned på min minimale bunke, der knap fyldte min rygsæk halvt op og selvom jeg egentlig ikke kunne finde på mere at pakke, smed jeg alligevel et par ekstra sko og skjorter ned i rygsækken og trillede afsted med min rullekuffert fyldt til randen med udstyr (Jeg ved det. Er stadig sådan en rebel, far).


Jeg droppede Ruth af hos en lille ven inden jeg hoppede på en flyver og jeg har en mistanke om at de har haft det ok. Insta siger mig de har lavet en weltschmerz rockduo eller bare blev teenagere i løbet af et par timer. Jeg var heeeeelt færdig over dem:

Florin & his friend Ruth’s play date yesterday was quite electric ⚡️

Et opslag delt af Georgia Brizuela (@gregariouspeach) den


Afslappet luksus på economy

I luften hav jeg computeren op og tastede: Jeg føler mig totalt afslappet nu her i flyveren. Jeg synes ikke jeg er en udpræget bekymret type, men kan alligevel mærke at jeg har været netop det i et par dage. I morgen skal jeg facilitere en workshop på 7(!) timer. Det er for eksempel ret lang tid. Emnet er indigenous health. Det kan for eksempel være ret sprængfarligt. Men altså, det er alt sammen sikkert unødige bekymringer, for jeg føler mig forberedt og klar og en ting er sikkert. Der er altid et eller andet der går ikke går som forventet.

Vores kunde er en federal government kunde indenfor sundhed. De er ved at udvikle en data portal, hvor tanken er at gøre specifik Indigenous sundhedsdata tilgængelig for community'erne selv, lokale NGO'er og sundhedsservices etc. Min kollega har holdt de første to workshops i Brisbane og Darwin og jeg runder af i Sydney. I løbet af dagen jeg køre dem igennem en masse aktiviteter. Brainstorms, prioriterings øvelser, sketching og diskussioner for at forstå problematikkerne omkring sundhed i Indigenous communities og det behov, der er for data på det område. De skal også tegne hjemmesideskitser, diskutere forskellige designs og teste en tidlig prototype. Alt det jeg egentlig elsker ved mit job, så det skal gå!


En simpel bonderøv

For at være helt ærlig har jeg aldrig været i Sydney før. Det er faktisk... ikke i orden. Jeg føler mig lidt som en bonderøv. En simpel bonderøv fra Brisbane. Når jeg tænker over det, har vi helt klart kørt telttur og strandstilen mere end storby og høje hæle stilen. Vi har selvsagt ofte snakket om at drage afsted, men er endt med at tage bilen ud i det blå i stedet for flyveturen ned. Så er det godt arbejdet kan sende mig afsted på mission.

At slendre er jo det bedste i verden

Da jeg kom havde jeg tid til at slentre rundt i byen hele eftermiddagen og aftenen. Ingen små fødder, der nægtede at gå og ingen legepladser der skulle besøges. Sådan en følelse af frihed - og spontanitet (bemærker stille at min definition af spontanitet har rykket sig med alderen). Gennem byen med bussinessmænd og kvinder, der løber gennem gaderne for at nå en færge hjem. Stemningen af at være midt i andres hverdag og forestille sig hvordan deres liv og hverdag udspiller sig. Ramte operaen og Circular Quay i solnedgangen og finere kunne det ikke være.


Settingen, solnedgangen og udsigten over botanisk have. Jeg ville så gerne se så meget mere!

Og tro mig, jeg havde intentionen om at vandre rundt i Glebe, Paddington eller Surry Hills for at se lidt andet dagen efter, men efter en ret intens dag på jobbis, fandt jeg hen til en lille sneaky bar og aldrig videre. Var mildest talt fuldstændig og aldeles brugt efter at køre en hel dags workshop, der objektivt set gik ret fint, men hvor jeg tog lidt for mange ture ud af min komfortzone til at jeg selv følte det var toppen!

Deltagerne var med på den. Og så var der skepsis mod projektet, og der var barrikader, der skulle brydes. Ting, der skulle udforskes og diskuteres og problemer, jeg skulle forstå. Ideer, der skulle tegnes skitser, der skulle evalueres. Dagen fløj afsted indtil den stod stille. Og jeg ikke kunne finde mine ord. For så at speede op igen... Den krævede en gåtur til en bæverding fremfor mere sightseeing lige på det tidspunkt. Men altså. Bonderøven kom endelig afsted.


I øvrigt...

...er det en fin gestus at at starte events og forsamlinger med en acknowledgement of country. Med den viser man sin respekt for den historie, kultur, og forbindelse med stedet, som Aboriginal og Torres Strait Island people har. Tænk at det er den længste nulevende kultur på vores klode (mere om det en anden dag). Igår lød min version sådan her:

“I would like to respectfully acknowledge the the Gadigal of the Eora Nation as the traditional custodians of the land on which this event is taking place and Elders both past and present. I extend my respect to the Aboriginal or Torres Strait Islander people who are present today.”

Velbekomme. Altid dejligt med en lille ekstra fact at slutte af med, ikke?

KH Sophie