Staycation og regnskovshikes

Når danske sommerferiebilleder fylder facebook op, så føles det en smule underligt, at vi næsten lige har holdt 14 dages vinterferie hernede. Et slags overdimensioneret jetlag, det her med at at få byttet om på årstiderne. Ikke at det minder om vinter, men alligevel.

"The frog sits on a log"

Frode havde 14 dages fri fra skole mellem term 2 og 3. Og mand, han havde brug for det. De går virkelig til den med at lære tal og bogstaver, stave og læse oppe på skolen. Så meget at han faktisk læser engelske læs let bøger helt fint nu. Hver anden dag får han en bog med hjem, som han (nogle gange!) læser højt for Arne eller mig. The frog sits on a log, Fish soup, Dad can help og Don't forget the bacon er bare få af de skønlitterære værker han har lånt med hjem. Jeg taber kæben hver gang han læser, og jeg kan høre en let aussie accent skinne igennem. Især o'erne er karakteristiske på Aussie english. Hello lyder mere som halløj. Ligesom goat og boat bliver til gøjt og bøjt. Jeg elsker det.

Vi dokumenterer også (hrmph... eller burde dokumentere) læseoplevelsen set med Frodes øjne, i form af smileyer og kommentarer til bogen. Jesus, jeg husker ikke børnehaveklassen sådan, overhovedet. Jeg tror vi legede far, mor og børn eller byggede togbaner det meste af året (ironisk nok passer den beskrivelse egentlig ok på mit liv pt, haha. Ringen er sluttet).

Frode er ret vild med det og går enormt systematisk til værks, men klager engang imellem over, at de ikke leger nok. Og jeg dør en lille smule indeni hver gang han siger det. For dybest set synes jeg børn skal have tid til også at lege i skolen. I Danmark er vi kendt for at lade vores unger lege frit helt indtil de er 6. Det synes mange er lidt vildt. Fra Arnes børnehave fornemmer jeg, at der fra de er 3-4 år, er fokus på bogstavgenkendelse og sådan mere skole-agtige discipliner. Arne er også igang.

Jeg synes det er ok, så længe det ikke tager overhånd, men jeg forstår det faktisk ikke helt. Jeg kan huske, at en klog voksen fra Frodes skolegruppe i den danske børnehave sagde, at ungerne bliver allermest skoleparate af at komme ud i naturen, bevæge sig, mærke, føle og klare sig selv. Ikke af at lære at sidde stille og vente på tur. Det tror jeg stadig på.

Nå, det var et sidespring. Der er altså så mange ting at fortælle, når jeg ikke har været ved tasterne i 100 år, men prøver virkelig at holde mig næsen i sporet. Så må alle de andre historier komme ud en anden dag.

Vinterferie

Det var vinterferien. Det er egentlig et stykke tid siden nu, men den var så god at den må få lidt spalteplads. Gud, havde kortvarigt glemt at jeg holdt skansen med ungerne i den første uge, hvilket var både dejligt og kaotisk. Ricecrispies til morgenmad, nattøj til kl 12...

Færgeture ind til byen...

...og cykelture til legepladser på den anden side af floden med et par af Frodes skolekammerater.

Det kunne være meget trættende for et lille menneske

Jeg genkalder en urimelig mængde grådsonetter, men den slags er der ingen fotodokumentation fra af gode grunde, så det blev den harmoniske kavalkade.

Bjerget, hvor kænguruerne bor

Det er helt klart den anden uge, der står klarest, for da kom ungernes farmor + mand, Morten, tilbage til os fra Sydney. Jakob holdt fri for første gang, så vi kunne holde lidt ferie sammen. I sidste øjeblik fik vi lejet en hytte i Bunya Mountains National Park, der ligger 3-4 timer nord for Brisbane, med planen om hygge i tre generationer, at tage på vandreture og forhåbentlig se nogle vilde kænguruer.

Og hvad var så det første vi så, da vi trillede hen til den lille købmand for at afhente nøglerne til hytten? Ja! Kænguruer. En af dem endda med en lille unge, der tittede frem fra lommen. Nogle hoppede rundt, andre spiste lidt græs.
Det var rendyrket cuteness... Vi skulle selvfølgelig ud på en eng fuld af de små nuttebasser og endte med at have sko, sokker og sandaler indsmurt i lort. What? I mit univers producerer kænguruer ikke den slags, de er lidt mere a la My Little Ponies, der bare hopper rundt og ser søde ud på en mark. Illusionen druknede i fæces.

Vores hytte var hyggelig, men iskold og kun opvarmet af brændeovn og varmetæpper i sengen. Men til gengæld hoppede kænguruer rundt ude foran den.

Vi fik virkelig en god snert af vinteren. "Christmas in July" er faktisk en ting her: Kunstige snelandskaber, julekager hos bageren og mulled wine på cafe'erne, mens palmerne svejer i baggrunden og solen skinner. Det føles.... forkert.

Hiking

I de tre dage vi var i bjergene, tog vi på to vandreture. Og som med en god del af livet, er der rigtig mange ting vi før har gjort uden børn, som vi med god vilje og bæreudstyr også får oplevet med børn. Jeg får altid sådan en lykkefølelse, når vi er på opdagelse og udforsker noget, der er nyt for os alle sammen. At man stadig er mobil, selvom man har ben med, der ikke engang er en halv meter. Eller overhovedet kan gå. Ja, det var lettere uden. Ja, vi ville kunne gå i flere dage selv. Ja, vi ville kunne gå nogle stejlere ruter. Men på en måde er det bare så meget sjovere og større at gøre sammen. Også selvom det er korte distancer (Amen!).

Der var flere opmærkede trails med distancer, seværdigheder og sværhedsgrader. Strategisk valgte vi The Scenic Circuit på førstedagen, der tog os forbi både udkigsposter og flere vandfald, så vi kunne dele ruten op i masser af snack- og "wow drenge, prøv lige at se den udsigt" gengældt med "må jeg få en juice"-agtige pauser.

Ruten var ialt 5,5 km og jeg tænkte faktisk, at det måske ville være lige langt nok for små ben. Frode gik hele vejen, motiveret af fangelege og liansvingeture, Arne tog halvdelen af turen på ryggen og Ruth - ja hun tog en skraber i bæreselen.

Fine små vandfald.

Gemmeleg fik dem til at gå liiidt længere selv!

Kæmpe Bunya træer. Mærkerne i træerne stammer fra gamle dage, hvor de oprindelige folk (de stærke af dem) klatrede op ad stammen på træerne for at hente bunyanødder.

Udkigspunkt og snackpause.

Lianer! Alt for fristende til at jeg kunne lade være.

Og så lige en, der ikke syntes det på nogen måde var okay, at jeg måtte opgive bæretjansen, og give hans 15 kilo videre til en anden ryg :-)

Andendagen tog vi en vindblæst bjergside, der førte os ud til denne udsigt. Det var mere end pænt (selvom Arne ikke kunne se det smukke i situationen)

Farmortid

Den dag blev det kun til 2 kilometer med ungerne. Den ældste generation tog en ekstra 10 km vandretur hjem til hytten, jeg tog en løbetur forbi vandfald og lianer (nok en af de fineste løbeture jeg endnu har haft i mit liv), mens Jakob tog hjem og tændte op og bagte pandekager til den vindblæste børne- og voksenflok.

Og så blev tæerne tøet op foran pejsen. Der var kun 5 grader i bjergene.

Og kabale. 7 kabale er jo så godt.

Det var fascinerende at vågne op se på kænguruerne ud af vinduet. Ruth syntes det var rimelig dejligt.


Det var virkelig rart at komme afsted sammen på mere en en dagstur for første gang siden vi var på den ultimative welcome to Australia tur med Jes til Rainbow Beach.