Svævende over Iran

Vi sidder i luften. Svævende over Iran på vores andet fly fra Zurich til Abu Dhabi. Vi har sagt farvel til familien og vinket fra rulletrappen i lufthavnen. Vi (mest mig) har tudet over alt det og alle dem vi kommer til at savne.

Men NU er vi på vej.

Der er ikke mere at gøre eller ordne eller få styr på lige nu (jo, sine tanker...derfor disse linjer). Det gælder bare om at stresse ned og nyde den momentvise ro, der indfinder sig her på flyveren mens drengene er pacificeret af vælg-selv tegnefilm og Ruth af flyverens white noise.

Kan ikke selv tro det, men lige i dette minut føles et døgn i en flyver med ungerne faktisk rimelig afslappende i forhold til den sidste måned, der er gået med at få styr på julegaver - og så alt det der skal gøres og opsiges og ordnes for at flytte så langt væk. Sælge lejlighed, og bil (samt forsikringssag, da jeg tjekket som jeg er ridsede hele venstresiden af en parkeret BMW). Holde afslutning på job og I institutioner. Finde ud af, hvilket område af Brisbane vi ville bo i og så finde en bolig der. Ordne health insurance, pakke ned i kasser til 1. Australien, 2. opmagasinering hos Jakobs far og 3. i vores kufferter. Og 57 andre to-do punkter. Hej Logistik.

Da vi lettede fra København måtte jeg lige nive jakob i armen. For helvede. Det sker virkelig. Fra at vi i mange år har haft en vag ide om gerne at ville “bo I et andet land nogle år” – til så rent faktisk at sidde her på flyveren med hele sin familie på vej til et konkret hus på en konkret gade I en konkret by og vide, at det er der vi skal leve vores liv de næste par år – det er en vild følelse.