Winter is coming

Her til Jakobs fødselsdag var jeg ude efter nogle shorts til ham. I ved, henne i centeret.

Mig: Hi! I'm looking for some shorts.

Ekspedient: But it is almost winter.

Mig: Well, it's still 26 degrees outside. You wanna wear shorts.

Ekspedient: I know, but we don't have any. This is the winter collection.

Vinter! Seriøst?

Jeg var lige ved at fortælle ham et og andet om, hvordan rigtige vintre er. Om sne og slud og minusgrader. Om cykelture med skrigende unger bagpå i flyverdragter og med hvide knoer. Om at køre til og fra arbejde i mørke. Om kælketure, uldne strømper, stearinlys og hygge. Hører du, Hr. Ekspedient? HYGGE! Men jeg sagde ikke noget. Konstaterede bare at årstidernes skiften i hvert fald eksisterer i tøjbranchen. For hvem gider lave 4 sommerkollektioner? Varm, varmere, varmest og ulidelig. Det sælger nok ikke rigtig godt.

Vi kom herned på det tidspunkt, hvor det absolut varmeste stykke sommer startede. Januar og februar er de to måneder af året, hvor folk helst bliver inden døre med aircon på, fordi 35+ grader kombineret med en skyhøj luftfugtighed selv for indfødte er svært at komme igennem. Vi har fået at vide, at kommer man igennem dem, så er resten af året bare easy peasy. Gode nyheder. Det er også ligesom om, at min hjerne fungerer bedre i det her lidt køligere vejr.

NB: Det lykkedes at opstøve shorts, trods alt (noget af en cliffhanger, hva). Her ses fødselsdagsbarnet med sit hold på en iskold efterårs- (næsten vinter-) morgen på 20 grader.

Second Term

Anden del af Frodes skoleår startede i mandags. De her to ugers ferie har været gode for ham. Jeg tror alle indtrykkene fra alt det nye er ved at bundfælde sig. Han var rigtig glad for at se sine klassekammerater igen, og da vi hentede ham i mandags hørte jeg ham sige op til flere sætninger jeg aldrig havde hørt ham sige før. Fx. fortalte han sin ven Joshua's far, I went surfing og I've also been to Rainbow Beach, da de fortalte at de havde været der i ferien.

Der er dog ikke så langt til kortvarige sammenbrud, som fx. i dag, da vi var på vej over og hente Arne. Vi hørte Lukas Graham i radioen, og jeg fortalte, at han er fra Danmark (Christiania, that is). Og så snakkede vi lidt om sangen, og om at gøre de ting man vil her i livet før man er "60 years old", som fx. at bo i et andet land. Så blev der tændt for hulkeriet på bagsædet:

Jeg savner Danmark. Jeg synes ikke det er sjovt, at jeg ikke kan snakke med nogen. Jeg vil have mine venner.

Jeg sagde, at jeg godt kunne forstå, det var irriterende nogle gange. Men også, at han om et halvt år kan snakke helt fint med alle sine venner i skolen. Og med folk fra mange andre lande. Men et halvt år lød vist som megalang tid i en 5-årigs ører, så han hulkede videre til den dårlige trøst. Og for at være helt ærlig aner jeg heller ikke om jeg har ret, jeg skulle bare lige finde på noget. Savnet var dog ikke værre end at det forsvandt som dug for solen, da jeg lavede en afledningsmanøvre. Jeg pegede ud ad vinduet og sagde

Se! Der er en masse gravsteder.

Det var ligesom det, der var at pege på, lige der. En gammel støvet kirkegård, som taget ud af en gyserfilm. Det var ikke ligefrem muntert. Godt det var lyst, og at vi snart var henne ved Arnes børnehave, hvor der som regel er fest og glade dage ved hentning. Vi taler skam om at savne Danmark, familie og venner, men vi prøver ikke at dyrke det alt for meget.

Ruth i sadlen

Vores drengefri dag tog en rimelig god drejning i dag. Ruths første dag i sadlen og min første cykeltur i Brisbane. Jeg pakkede tasken med et tæppe, moste kartofler og en ekstra ble og så hjulede vi afsted ned til Bulimbas færgehus. En tur på 3 minutter med the cross river ferry og så var vi ved Teneriffe.

Teneriffe er ikke kun en ferieø i Spanien, det er også en del af Brisbane, der engang var kendt for sin uldindustri, men nu er en temmelig posh bydel. Gamle fabriksbygninger, der nu er lavet om til lækre lejligheder. Fra færgen strækker der sig en delt cykel- og gangsti langs floden og ind til centrum.

Jeg var glad for endelig at kunne cykle rundt og Ruth var en virkelig tilfreds baby, der sad med blafrende kinder i modvind og tog det hele ind. Vi var lige nede og runde Brisbane Powerhouse ved New Farm Park en 3 kilometers penge nede og så tilbage igen.


50 meter fra vores dørtrin mødte vi to ældre damer med hhv. ildrød og skarp orange læbestift på og med hhv. kulsort og lilla hår på vej ud og spise frokost. Jeg vil også se sådan ud når jeg er 75+. De syntes Ruth var adoooooorable som hun sad der på cyklen og lignede en, der kunne gå omkuld hvert sekund. Og det gjorde hun da også. En ordenlig koger... altså indtil hun blev vækket for at hente sine brødre. Story of her life.