Vi har, i vores korte tid i Australien, følt at lykken har tilsmilet os. Sådan havde vi det i hvert fald i weekenden, hvor vi 5 mand høj var blevet inviteret med op i Jes' forældres beach house ved Rainbow Beach. Jeg bliver så taknemmelig når nogen er modige nok til at åbne armene for vores til tider kaotiske familie.

Turen derop tager tre timers tid, og sjovt nok føles det som en lille smuttur, selvom det svarer til køreturen fra København til mine forældre i Sønderborg - en tur, der kan føles uendelig lang. Sådan er alting så relativt.

Jeg sidder faktisk lige nu og fortryder, at jeg hørte efter da Jakob sagde "se!" og pegede ud af vinduet på turen. For lige dér så jeg mit livs første kænguru. Den var ikke sød og nuttet, som jeg havde forestillet mig mit livs første kænguru ville være, men tværtimod var den helt fladmast på vejen. Auch! Alt for realistisk, hvis du spørger mig.

Strandhuset ligger sådan cirka godt. Med en helt ok udsigt. Som det ses (her spejder Frode og Jakob følsomt ud over havet).

Der gik kun en øls tid før vi tog Ruth i selen og ungerne i hånden for at følge i hælene på Jes gennem en lille løvsti og op på en sandbanke, som inviterede til éen lang spurt nedad mod stranden. Det var der et par stykker, der synes var rimelig fedt.

Udsigten nydes lige et par sekunder...

...og så: løøøøøøøøb!

Man kan ikke tro, at der er hajer i det her badevand, vel? Det er der sådan set heller ikke, for de bliver (forhåbentlig) tilbageholdt af det haj-net, som er spændt ud ca. 500 meter ude i vandet. Vi holdt det faktum hemmeligt for Frode og Arne, da især sidstnævnte synes at alt det der natur (myrer, edderkopper, hajer) er lidt for farligt endnu.

Jes' forældre, Carol og Chris, har haft grunden i 18 år og har det seneste år bygget et helt nyt fint hus - gennemtænkt til tåspidserne. Og indretningen og arkitekturen indbyder til masser af liv, mennesker og nydelse. Og god kaffe. Don't forget the coffee.

Og med pool. Australien er det land i Verden, der bygger flest hjemmepools pr indbygger. Og det gør slet ikke noget.

Nogen, nej faktisk alle i familien, syntes det var virkelig dejligt.

Jes' gode venner, Bec og Andrew, lærte vi også at kende i weekenden. De er nogle dejlige mennesker og tilmed sådan nogle typer der paraglider. Den ene dag var Andrew ude og flyve, og vi andre gik en skyggefuld tur ud til en endnu større sandbanke, for at se ham svæve.

Vi fik et glimt af ham ud over sandbanken (dog intet billede desværre). Det er ret fascinerende. Når han flyver sidder han i sådan en slags slyngestol med faldskærmen spændt ud over sig. Han løber den igang og kan få rimelig god opdrift mellem sandbankerne, så han kan lette. Så styrer han ellers med noget tovværk ligesom en drage. Det skulle efter sigende være helt fantastisk.

Her er Jes og Arne på vej ud i sandet. De vender rimelig hurtigt om, for sandet er kogende.

En anden mere actionpacked udflugt vi tog på, var turen til den yderste pynt ved Rainbow Beach langs stranden i bil. Vores lejede bil havde ikke 4-hjulstræk, så for at vi alle kunne komme med, tog Jes' far med i sin spritnye SUV. Da han var en smule nervøs for at tage små børn med derud, hvor ca. 200 biler var kørt fast og derefter taget af tidevandet, blev jeg også en anelse nervøs. Men ingen var nogensinde døde. Godt så. Det var jo alligevel et godt udgangspunkt. Og det var megafedt at køre henover stranden! Lidt som jeg husker det føltes at køre glatbanekørsel, hvor man skrider ud og får suset i maven.

Da vi kom ud til enden, var det alt andet end skræmmende. Snarere et paradis for små mennesker, der vil bade. Lavt vand og blide bølger.

Den dag vil jeg huske, som den dag Frode surfede for første gang (bare for at lyde lidt patetisk). Efter at have taget et par bølger på maven på boogieboardet, tog Andrew ham med ud på sit longboard. Han gav ham et skub "just try to stand up as you go" og til alles overraskelse kom han op og blev stående grinende på surfboardet mens han gled mod strandkanten. Shit, det var fedt at se. Jeg nåede at få en enkelt video af en gangene. Siden den dag har Frode talt en del om at få et surfboard og surfe. Og jeg kan bare sige: Vi er begyndt at kigge efter et board:-)

A pretty proud mama today! #integrating #australia #rainbowbeach #virginsurfer #surfing #surferkid #5yearsold #kiddos

A video posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on

Jeg følte mig lidt som en, der var med i Endless Summer, da vi stod i solnedgangen og fik en kold bajer og vinegar chips.

At Ruth så efterfølgende har ligget syg og gentagne gange har kastet op i min kavalergang, tolker jeg som universets måde at genoprette en vis balance på. Og det er helt ok, univers. Det tager vi gerne med, så længe vi har fået en bid af Rainbow Beach.