Jøsses! I dag har jeg følt mig komplet tømmermændsramt. Kulturelle tømmermænd kan man vel kalde det. Det er dage, hvor jeg får nok af Australsk kultur og systemer. Hvor jeg krummer tæer i sandalerne og ser alle krakeleringerne.

Enhver fest har sine tømmermænd

Australien er generelt og oftest festens berusende højdepunkt. Det er det tidspunkt på aftenen, hvor du istedet for at gå hjem og sove, holder dig vågen og festen peaker. Musikken bliver højere, du danser dine signatur moves og flirter dig igennem natten. Du dingler hjem med dine venner gennem de stille gader, mens solen står op. Livet er åbent.

Men Australien er også nogle gange dagen efter. Der, hvor du vågner op med verdens dårligste ånde og en hovedpine, der vacuumpakker hjernen og gør dig ude af stand til at tale. Det er der, hvor du får flashbacks til dine dansemoves, der ligepludselig føles vamle og din flirt, der bag ved de duggede øjne, måske ikke var helt så hele pakken, som det føltes igår.

1. En kvinde om ugen

Mens jeg ventede på min kaffe hos min lokale kaffebar på arbejde, tabte jeg min kæbe i skødet. Ikke på den gode måde. I The Sydney Morning Herald stod der:

On average, one woman a week is murdered in Australia by her current or former partner. One in four women have experienced emotional abuse by a current or former partner since the age of 15. Oh, and one in five Australian women has experienced sexual violence from the age of 15 at - you guessed it - the hands of a current or former partner.

En kvinde om ugen! Jeg blev helt dårlig, sur og følte at det her land bare er et utrolig patriarkalsk land, der hader kvinder. Okay, ro på Sophie. Men der er noget om det - der er et problem. Der er noget mørkt i kulturen, som viser sig i mange dele af samfundet. Den artikel mindede mig om alle de dele.  

At et par stykker af de podcasts jeg har lyttet til handler om myrdede kvinder i Australien, gør det ikke mindre dark. (Hvis du ikke har lyttet til "Teachers Pet" endnu, så misunder jeg dig. Det er en tankevækkende podcast, der ikke bare handler om et kvindemord, med om det Australske samfund i 1980'erne).

Mange dele af det Australske samfund har et problem med ligestilling. Senest er nærmest samtlige kvinder stoppet i et af landet største politiske partier, fordi de blev mobbet ud og hånet af den horde af hvide midaldrende mænd, der styrer Australsk politik. Det liberale partis Julia Banks var en af dem, der gik ud af det liberale parti på grund af deres reaktionære perspektiv - særligt på kvinder i politik. Se hendes afgangstale her. Mege pænere måde at give hendes parti tørt på findes ikke.

2. Karakterer til 5-årige

I eftermiddags fik jeg endnu en knude i maven. Jeg var til parent teacher interview og gik lidt i stå, da der blev sagt ting som "he is sitting on a C+ at the moment, but I am sure he can get an B" eller "He got a B on that test". Selvom vi snakkede om alle mulige andre ting også, blev jeg bare så trist. Han er kun lige blevet 6 år. Selvom han går i første klasse er han stadig bare en lille fis. En lille fis, der på ingen måde skal forholde sig til A, B, C og D med plusser og minusser på.

Han glemmer sin hat, hans hørebøffer bliver smidt over hele klassen, og han er super uorganiseret.  Selvom jeg momentvis kan blive afsindig træt af at finde gamle hatte og købe nye, så må jeg også lige tage mig selv i nakken engang imellem. Der bliver stillet store krav til dem fra en meget ung alder på alle fronter. Han er kun 6. For en uge siden var han 5. Hvis vi boede i Danmark var han ikke engang begyndt i skole endnu.

Og tro mig. Jeg bliver i tvivl om vi skader vores børn ved at udsætte dem for så tidlig skolegang. Nogle dage får jeg lyst til at blive homeschooling familie, bo ved stranden, klatre i træer dagen lang, surfe, lege og lave matematik med pinde og sten. Men altså... Jeg ved også at jeg ikke ville synes det er så idyllisk som det lyder.

3. Awards & stickers for ALT

Awards. Børn kan ikke gøre særligt meget i en gruppe uden at en af dem skal have en award for et 'good job'. I starten var det så sødt. En kulturel oplevelse at være til skolesamling og se de største elever dele awards ud til de mindre elever. Jeg tog billeder. Jeg tager stadig billeder. Men nu har jeg alligevel fået nok. Bare lige for at give jer en smagsprøve:

På Ruths svømmehold er det en sticker, hvis hun har svømmet godt. Og en award for hvert level svømmehold hun kommer igennem.

Til skolens morgensamling om mandagen, bliver der altid uddelt awards for alt fra at 'give it a go' til en god fortolkning af et digt. Hver gang er der et par stykker fra hver klasse der får en.

I Frodes klasse sidste år fik også de prizes i klassen, når de have lavet et vist antal opgaver. Så kunne de vælge en plastikdims fra en 'prizebox'.  

På Arnes Ninja Warrior (der er 45 min leg!) bliver der uddelt et trofæ for den bedste ninja. Godt nok er det ofte en, der har hjulpet en ven med at klare en forhindring, som var svær. Men alligevel. Et trofæ! Her uddeles den:

Til Cricket kampe uddeles der også hver gang et trofæ for  holdets bedste spiller. Det kan være den, der havde sin første kamp, den der fik flest runs eller en, der fieldede flot. Her overrækker Frodes bedste ven den lille plastikguldmand til Frode. Selvom det jo er et sødt øjeblik, er jeg overbevist om det ville være ligeså sødt med et man hug uden et trofæ.  

Til AFL uddeles intet mindre end 3 awards hver gang. En af dem er en McDonalds (elle Maccas) awards, der udløser et sund og nærende måltid på. Hmmm.

Der er noget, der vender sig i maven på mig. Det føles forkert, at der skal være et 'resultat' af alle de aktiviteter de er en del af. Jeg kan godt forstå at ungerne bliver stolte over at blive anerkendt. Men jeg mener i bund og grund at glæden ved at svømme/lege ninja warrior/lære/spille cricket og AFL i et fællesskab burde være nok i sig selv. Jeg tror nogle gange awards kan have den omvendte effekt.

Drive

Jeg har lige lyttet til en bog, der hedder Drive. Kan anbefales. Studier viser, at hvis man belønner børn/folk for en bestemt opførsel, fx. tegne, læse lektier, lære, ja så har det faktisk en negativ effekt på den interne motivation - og på resultatet. Negativ effekt ligefrem! Det vil altså sige at når man sætter belønningssystemer i kraft ("når du har gjort det, så får du det"), så stopper man med at løse opgaven når man har gjort lige præcis det, der udløser belønningen. Og ikke en skid mere.

Det er da tankevækkende. Og jeg er selv den værste. Jeg har flere gange lavet et lommepengesystem, hvor tre opgaver udløser en dollar. Hvor længe det virkede? Ærligt talt tror jeg, det var max 1-2 uger. For med ét blev alle opgaver et spørgsmål om kontant aflønning. Konsekvensen var, at ungerne forventede penge for at hjælpe til og ikke gjorde en døjt mere end deres tre opgaver. Seks opgaver, hvis de skulle bruge pengene asap. De begyndte at sige 'jeg har ikke brug for pengene' og kastede karkluden tilbage til mig. WTF, unger?

Lige nu har vi slet ikke lommepenge, men derimod ting de hjælper til med hver dag som en del af familien. Det er heller ikke altid lige nemt at holde dem i sporet, men det bliver nemmere. En dag kan vi indføre en form for lommepenge igen (hvis du har en genial lommepengemodel, så er jeg interesseret!).

Tilbage i sporet.

Nogle gange er det godt med tømmermænd. De minder mig om at alt ikke er sol, strand of surf. Og de minder mig om at skabe modssvar til de værdier og systemer, der strider mod mine overbevisninger.

//Sophie