Den sidste uge har været rimelig intens og lidt af en rutsjebanetur. Altså på den der måde, hvor jeg kan være helt færdig over, hvor vildt et land vi nu bor i med godt vejr og fantastiske strande, til pludselig at blive grebet af ensomhed og savn her på den anden side af jorden.

Jeg tror det er helt normalt.

Hver dag siden vi kom til Brisbane har vi været sammen alle fem. Vi har ordnet hus, møbler, bil, el og gas, vi har gået til møder på skolen, taget på ture, chillet på terrassen, drukket kaffe og øl, gået på legepladsen og mødt nogle søde mennesker. Når solen skinner, er alting pænere og sjovere. Selv at hænge vasketøj op.

My kinda guys #whitestgangalive #gangsters #southbank #southbankparklands #family #brisbane #toocoolforschool

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on


Vi har suget alle de nye indtryk til os - og de fleste har oversteget alle vores forventninger. Altså, nu ved jeg ikke helt, hvilke forventninger Frode, Arne og Ruth havde, men de lader til at være rimelig tilfredse med det meste. Og det er der også en vis lettelse over. *Nu* er ferien ovre og en ny form for hverdag er startet.

Frode startede i skole i torsdags (...og ja, der var tårer), Jakob startede på sit nye job i mandags, og jeg prøver kræfter med mere barsel - nu ikke bare med Ruth, men også med Arne herhjemme. En ny situation i et helt nyt land for os alle. Må bare alligevel sige, at Frode nok er den allersejeste.

Hello, my name is Frode [Fråud]

Torsdag for 5 dage siden husede ifølge Frode den længste formiddag i hele verden. Når man er vågnet kl 6, selv har taget skoleuniform på og stolt har vækket sine forældre for at proklamere, at det er første skoledag – ja, så er der lang tid til klokken 12.30.

Utrolig god tid til at spise morgenmad, løbe ned til palmen og tilbage igen, spille antonius, lege med figurer – men også tid til at lave sit livs første lektier. En plakat om sig selv, sin familie og hvad man godt kan lide. Den blev helt fin.



Der var så meget mod og spænding i luften den torsdag. Se bare her.

IMG_9139 from Sophie Bo Schmidt on Vimeo.

Da vi gik langs Oxford Street op mod skolen, blev vi stoppet af en ældre dame med Dame Edna briller, der udstødte what a nice young family you are, og så nev hun ungerne i kinderne og fortalte om sine egne 9 børn, hvor den ældste nu var 50 år. Så bliver man glad. Når jeg ser billedet af os, ser vi faktisk også utrolig artige ud. Som om vi allesammen havde første dag i Prep.

Stor dag! First day of school. #Frode #bulimbastateschool #prep #qld #firstdayofschool #family

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on


I klasselokalet var der liflig duft af æterisk olie, musik a la Buddha Bar og dæmpet lys fra en muslingelampe. Det var meget fint altsammen. Vi fik lagt de tre (!) madpakker og drikkedunken på deres respektive pladser og hatten i Frodes tidy tray. Vi prøvede en bogstavleg på computeren og lavede et puslespil før samling på gulvet med de 6 børn, der startede i samme pulje som Frode. Mrs. McConnel begyndte at tale gennem en håndbamse, mens Frode jævnligt vendte sig om mod os med et mere og mere desperat udtryk. Da han skulle tage en anden dreng i hånden og synge have a nice day var der stille sammenbrud. Da han skulle kramme farvel, var der højlydt sammenbrud. Holy moly, det var svært at være forælder lige dér.

2 timer senere gik Jakob op og hentede en glad Frode, der havde prøvet at følge med så godt som muligt på et helt nyt sprog. Og det er fandmer sejt. Is skulle der til!


Bagefter var der flere, der slog mave og stenede til ABC Kids.

Jakob startede på arbejde i mandags

Jakob trak i de lange bukser og de lukkede sko på en 36 graders varm mandag. Første arbejdsdag hos Readify. Han har truet med at skrive om det, så jeg vil undlade at lave en anden håndsfortælling om det.

Jeg kan bare sige, 1) at han også er meget sej, ham min mand! og 2) at jeg straks blev ramt af savnet af en anden voksen, nogle veninder eller familie til at snakke og klare ærterne med. Det leder mig til næste overskrift:

Sophie på barsel. Nu også med Arne

Hvor vildt det end må lyde, kan man tage sine barselsdagpenge med, når man flytter til et andet land. Jeg fortsætter sådan set bare min barsel hernede med Ruth, som faktisk har rundet et halvt års liv (jeg tænker at hendes næste halve år skal være en lille smule mindre actionpacked end hendes første).

Denne trunte har præsteret et halvt års levetid i dag #Ruth #kysseklar #mygirl #6months #sixmonths

A photo posted by Sophie Bo Schmidt (@sophybox) on


Arne er også hjemme hos mig alle dage, indtil vi finder en børnehave til ham - i første omgang nok nogle dage om ugen. Det med børnehave er slemt deprimerende, for det er både utrolig forvirrende med institutioner i det her land, dyrt og svært at få plads. Pas på det danske system siger jeg bare, damer og herrer. Hernede har jeg mødt så mange kvinder allerede, der fortæller, at det ikke kan betale sig for dem at arbejde, hvis de skal have børnene i institution. For en gangs skyld giver Løkkes motto fra valgkampen mening. Det skal sgu da for fanden kunne betale sig at arbejde, i forhold til at gå derhjemme. Nå, min plan er at finde et job med en skidegod hyre - ellers tager vi af opsparringen!

Bortset fra det, så er det ret hyggeligt at hænge med Arne og Ruth. Vi sveder utrolig meget for tiden. 36+ grader er ikke for sjov, når man er et lille menneske. Vi traver i flok op og afleverer Frode kl 8.45 hver dag, og henter ham igen kl 14.45. Derimellem skal jeg have fundet på nogle ting vi kan lave. Jeg har lige pludselig indset, at jeg før har lavet mange barselsting, der inkluderer løb, svømmehal, træning og den slags, men det er lidt mere omstændigt med to unger hjemme i forskellige aldre. Forslag modtages gerne. I mandags var vi i Playgroup i den lokale kirke fra 9-11. Jojo. Kirke! Der var legesager og Arne fik lavet en påklædningsdukke, spist vandmelon og lært, at alle mennesker er forskellige. Jeg fik snakket med nogle mødre fra Indien, Sydafrika, England, Thailand og Canada. Arne mødte sit første vilde australske dyr: en anden dreng, der bed ham rimelig vildt i armen. Det er sjovt nok det, der har printet sig ind som det første minde fra Playgroup (Armina og vugger, vi savner jer!).

I morgen formiddag skal jeg med Arne og Ruth på café til meet and greet for nye familier på Bulimba State School. Det glæder jeg mig til.

Jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig flad når dagen er ovre (shit mand - og der er kun gået to dage alene med unger).

Vi har ikke fået wifi endnu, så vi kan ikke engang stene til en rigtig god netflix serie om aftenen. Rimelig uretfærdigt. Til gengæld har vi en sofa. Og den bliver der faldet en del i søvn på.